Annonce
forside

Hvad vil vi med universiteterne i Esbjerg?

Dagens kronikør fremhæver, at universiteter og det at få flere studerende i Esbjerg ikke kommer af sig selv, og at universiteterne med hovedafdelinger i Odense og Aalborg ikke nødvendigvis har sammenfaldende interesser med lokalområdet. Arkivfoto: Lars Lau Thygesen

Kronik: For 35 år siden blev jeg ansat ved Sydjysk Universitetscenter i Esbjerg. Det var dengang et lille og meget hyggeligt forskningscenter uden studerende, etableret og finansieret af regionale politiske kræfter som grundlag for et kommende sjette universitet i Esbjerg-Ribe området. Drømmen om et sådant gik dengang under navnet universitetssagen. For mig blev denne sag begyndelsen på et arbejdsliv, som jeg nu kan se tilbage på med taknemmelighed. Men hvad med Esbjerg - gik drømmen i opfyldelse? Umiddelbart må svaret selvfølgelig være bekræftende. Uden at lyve kan man endog påstå, at byen og regionen fik to med sine satellitter fra både Aalborg og Syddansk.

En mere nøgtern vurdering er desværre, at Esbjerg aldrig kom i nærheden af at realisere sit potentiale på området. Byen har i dag væsentligt færre studerende, end dens størrelse berettiger til. Hver gang SDU i 2016 dimitterede 1 kandidat fra Esbjerg, dimitterede man flere end 10 i Odense og 1,7 i Kolding. Betyder det så noget for byen og regionen? Det enkle svar er ja, det gør det. Universiteternes positive betydning for lokal vækst og beskæftigelse er påvist i en række studier, blandt andet i en stor analyse fra 2016, baseret på data fra adskillige lande.

I Esbjerg har internationaliseringen været afgørende for at få volumen til at få økonomi i uddannelserne. Og den har efter min klare overbevisning været en berigelse for såvel studerende som undervisere. Nutidens unge begår sig i en verden, der er langt mere internationaliseret end tidligere, og fremtidens unge kommer til at gøre det i endnu højere grad. Det er rigtigt, at en del af de færdiguddannede efterfølgende forlader landet - men man skal lige huske, at udlandet har finansieret den grunduddannelse, de kom hertil med. Hertil kommer, at også de danske studerende har glæde af de internationale uddannelser, som vil komme mange af dem til gavn senere i arbejdslivet. En begrænsning af det internationale optag kan altså betyde lukning af studieretninger, også for vore lokale studerende.

Hvis man nu tror, at geografien i dag er helt uden betydning, tager man imidlertid alvorligt fejl. De unge mennesker, der søger ind på en uddannelse, er generelt ret mobile og flytter gerne efter den rigtige uddannelse. Men når de så har slået rod med partner, børn og venner i uddannelsesbyen, bliver de sværere at flytte. Derfor spiller campusserne i Esbjerg en væsentlig rolle med hensyn til at trække akademikere til Vestjylland. Regionen og erhvervslivet har derfor en betydelig interesse i, at der er et stærkt uddannelsesmiljø her, også på universitetsniveau.

Men kan det lade sig gøre for en by som Esbjerg? Også her er svaret ja. Der er mange byer på Esbjergs størrelse, som har glimrende universiteter - Lund i Sverige eller Tromsø i Norge kan nævnes som eksempler. Det forekommer oplagt at søge at opbygge internationale styrkepositioner, som har sammenhæng med det lokale miljø. Det kræver en bevidst og langsigtet satsning. SDU's rektor, Henrik Dam, pegede i en kronik i Jyllands-Posten den 3.10.2015 på, at "hele værdikæden inden for offshorevindenergi er repræsenteret i Syddanmark i et stærkt internationalt miljø. Virksomhedsklyngen tæller blandt andet førende internationale virksomheder med stor viden og stærke kompetencer som Mærsk, Dong, Siemens og Vestas." Skønt Mærsks olieforretning siden er overtaget af Total, og Dong er forvandlet til Ørsted, gælder billedet stadig.

Til det lokale miljø hører også for eksempel sygehuset og sundhedsvæsenet. Uddannelsen af medicinske kandidater i Esbjerg bør derfor nævnes som et positivt initiativ i samme retning. Esbjerg får nu 50 studiepladser på kandidatuddannelsen til byen. De 50 medicinstuderende skal tage deres bachelor på Syddansk Universitet i Odense, og kan så fra 2022 begynde på deres kandidatuddannelse i Esbjerg."

Men måske kan der også være en pointe i netop at bryde med den lokale kontekst. En oplagt indvending mod sammenligningen med for eksempel Lunds universitet er, at det blev grundlagt i 1666 og har en lang og glorværdig historie og en vigtig rolle som kulturinstitution. Esbjergs image er - noget uretfærdigt - at byen er en kulturel udørk. Det fremgik tydeligt af en imageundersøgelse, som byen fik foretaget i 2014. Heri var de fire hvide mænd i Hjerting stort set alene om at repræsentere byens kulturliv. Det er en lang og sej kamp at bryde dette image, men absolut en kamp, som universitetet kan bidrage til.

Byen og regionen har som nævnt en interesse i en udbygning af universitetet (universiteterne) lokalt. Men er man sig denne interesse bevidst? Området har ikke stærke akademiske traditioner, og fra lokalt hold synes man i vidt omfang at have overladt "universi­tetssagen" til universiteterne i Aalborg og Odense. Det har naturligvis været godt for dem, og utvivlsomt også bedre for lokalområdet end ikke at have noget universitet overhovedet. Men et perfekt interessesammenfald er der ikke

Hvis man fra byens og regionens side ønsker en styrkelse af de videregående uddannelser lokalt, forudsætter det imidlertid et engagement - både i ord og handling - som er langt stærkere og mere vedholdende end det, vi har set hidtil. Udflytningen af statsinstitutioner vidner om en vilje til fra centralt hold at rette op på det skæve Danmark. Den medvind kan blandt andet udnyttes gennem en kontinuerlig lokal opmærksomhed på universiteternes lokale satsning, gennem en vilje til at støtte op om den - og til at stille krav til den.

Det kan ikke overraske nogen, at for eksempel SDU's helhedsinteresser defineres i Odense. Herfra ses Campus Esbjerg først og fremmest som en rekrutteringskanal - præcis som man nok i Esbjerg ville have set på Campus Odense, hvis rollefordelingen havde været omvendt. Sådan er de faktiske forhold i "hjerneindustrien" nu engang. Også selv om man fra Odenses side har vist sig prisværdigt imødekommende over for lokale behov, for eksempel i forhold til antallet af internationale studiepladser.

Internationalt taler man om samspillet med omverdenen som universiteternes "tredje mission" udover forskning og undervisning. Denne tredje opgave kan i praksis være svær at forene med de to kerneopgaver og indgår da heller ikke i for eksempel SDU's mission om at løfte "forskningen, uddannelserne og vidensdelingen til det ypperste." Det store spørgsmål er, om engagementet i omverdenen er en forhindring for - eller tværtimod en forudsætning for - dette løft. Sikkert er det, at selv det at få undervisning og forskning til at gå op i en højere enhed, kan være en svær øvelse. Flere opgaver gør ikke udfordringen mindre.

Hertil kommer, at universiteternes hierarkiske opbygning kan bidrage til problemet. Havde der været tale om private virksomheder, ville de enkelte campusser måske have været selvstændige forretningsenheder med egen ledelse og strategi med videre. Det ville have frisat initiativ og grokraft, som trods en skærpet intern konkurrence kunne være til gavn for helheden. Ifølge Universitetsloven fastlægger rektor universitetets interne organisering inden for de rammer, bestyrelsen har fastsat. Det kræver altså ikke nogen lovændring at modernisere det gamle hierarki og skabe en struktur med større lokal selvstændighed. Men det kræver måske et ydre pres. Alt i alt er der gode grunde til at genoverveje "universitetssagen". På SDU i Esbjerg afholder vi den 28.1. et symposium om blandt andet disse spørgsmål. Googler man "Fremtidens universitet" kan man klikke sig frem til en tilmelding. Deltagelse er gratis.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Borgerlige må ind i kampen

Socialdemokratiet kan glæde sig over det borgerlige Danmarks tillid. Den kommer til udtryk, hver gang socialdemokraterne overtager regeringsmagten. Det er jo ikke verdens undergang og skal såmænd nok gå alt sammen. Sådan plejer det jo at være, lyder det borgerlige kor så. Erkendelsen er korrekt. Med de ulyksalige 1970-ere som den eneste, alvorlige undtagelse har ingen regeringer i efterkrigstiden uanset kulør ført en politik, som tilnærmelsesvis har bragt vores sikkerhed eller velstand i fare. Den nuværende regering er ingen undtagelse. En stram udlændingepolitik, endnu hårdere kurs mod kriminelle, et robust forsvar samt velfærd er mærkesager. Alt dette skal gå hånd i hånd med en ansvarlig økonomi, som den skarpe, interne debat med støttepartierne om minimumsnormeringer viste. Og så skal der kæmpes for klimaet. Ovenstående turde også være målene for enhver borgerlig regering, efter man også til højre for midten har sat miljø øverst på dagsordnen. Eneste stridspunkt mellem regeringen og de borgerlige kunne være skattepolitik og marginale forskelle på, hvordan man vil fordele samfundskagen. Er der et borgerligt projekt? Spørgsmålet er berettiget, for vi har intet hørt om det. Blandt andet lover Venstre blot, at være endnu grønnere end regeringen. Til gengæld hersker der åbenbart intern uenighed om udlændingepolitikken i det største borgerlige parti, hvis profil for øjeblikket står alt andet end skarpt. Alt dette må udløse selvransagelse hos deltagerne i Venstres landsmøde i denne weekend. Men også fra de øvrige, borgerlige partier savner vi visioner. Måske var det ikke blot en påstand, men den fulde sandhed , da Venstre i valgkampen forklarede, partiet ville ganske det samme som Socialdemokratiet – blot uden skattestigninger. Ja, det kan såmænd vise sig at være fortællingen om hele det borgerlige Danmark. Det er - undskyld udtrykket – fesent. Det borgerlige projekt er for vigtigt til, at ansvaret for det (alene) kan betros Socialdemokratiet.

Annonce