Annonce
Debat

Hvem passer på Michael. Hvad gør Esbjerg kommune for at inddrage børn som Michael?

Rasmus Kjeldahl

Replik: Dokumentaren 'Hvem passer på Michael?' afdækker blandt andet konsekvenserne af manglende inddragelse. Michael blev uden varsel og inddragelse flyttet fra de plejeforældre, der har været hans mor og far siden han var spæd. Samtidig viser dokumentaren, at han ikke har fået en forklaring på kommunens dispositioner - i hvert fald ikke en, han forstår og har ejerskab til.

Michaels oplevelser, som vi ser dem udfoldet i dokumentaren, er desværre ikke enestående.

I et debatindlæg i avisen Danmark forklarer direktør for børn og kultur i Esbjerg Kommune, Jørn Henriksen, at Esbjerg Kommunes afgørelser i Michaels sag er prøvet i Ankestyrelsen, 'uden at det har ført til ændringer, og det må betyde, at grundlaget er i orden,' som Jørn Henriksen skriver.

Sagsbehandlingen har altså ført til den rigtige konklusion mener Jørn Henriksen. Men har Esbjerg Kommunen gjort det rigtige? En ting er nemlig at overholde lovgivningen - det er den slags, der kan afprøves i Ankestyrelsen. Men sagsbehandlingen på børne- og socialområdet hviler på faglige skøn som sjældent anfægtes i klagesager. Selvom Michael på papiret tilsyneladende er blevet hørt i sin egen sag - så har han ikke oplevelsen af, at nogen i kommunen reelt har interesseret sig for hans behov. I stedet har han oplevelsen af, at der konstant skiftes sagsbehandler, at der handles hen over hovedet på ham og træffes beslutninger, han ikke forstår og synes om.

Børns Vilkår er jævnligt i kontakt med børn med sager, der ligner Michaels. Vi har bisiddet mere end 2100 børn med en sag i kommunen. Når et barn henvender sig, rykker vi ud til børnene og tager med dem til møder i kommunen - og hjælper med at anke kommunens afgørelser til andre instanser, hvis der er brug for det.

Bisidderforløbene viser desværre, at mange børn og unge, ligesom Michael oplever ikke at blive hørt. Vi ser for ofte at anbragte børn blive flyttet med meget kort - eller intet - varsel uden de forstår hvorfor. Vi ser også børn, der efter at være flyttet fra plejeforældre forbydes at have kontakt med dem, hvilket børnefagligt og følelsesmæssigt er et stort indgreb fordi børn med god tilknytning til deres plejeforældre har brug for at bevare kontakten. En sådan kontakt er også med til at sikre at barnet har et netværk på længere sigt og en støtte senere i livet. Vi kan også nikke genkendende til, at der generelt er stor udskiftning blandt sagsbehandlere - og det er en ekstra udfordring for vellykket inddragelse, fordi en vis kontinuitet er forudsætningen for, at den unge opbygger tillid til sin sagsbehandler.

Lovgivningen er med de seneste års reformer på området i det store hele god nok. Det er i den daglige praksis, det jævnligt halter og det kan vi ikke være bekendt over for Michael og de tusindvis af andre anbragte børn. De risikerer at blive svigtet af de myndigheder, der skal være deres sikkerhedsnet.

Børns Vilkår mener, at der helt konkret er behov for at styrke inddragelse af anbragte børn. En begyndelse kunne være, at alle sagsbehandlere på børneområdet certificeres i at tale med - og inddrage - børn. Certificeringen bør bygge på konkret og praksisnær træning.

På det kommunale niveau er der brug for, at politikerne i kommunalbestyrelsen måler lederne på kvaliteten af børnesamtalen på kort sigt (man kan fx systematisk spørge børn om deres oplevelse af at blive inddraget). Kommunerne bør også undersøge resultaterne på lang sigt - eksempelvis hvorvidt flere udsatte børn bliver stærke nok til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Langsigtede effektanalyser vil kunne understøtte investeringer i at skabe gode børnesagsforløb, og det vil blive muligt at få et bedre overblik over sammenhængen mellem kvalitet og økonomi.

Så kære Jørn Henriksen: Lad os ikke bruge denne triste sag til at grave os ned i skyttegraven, men lad os i stedet drøfte hvordan sagsbehandlingen på børneområdet kan forbedres, så børn kan føle sig inddraget og beholder kontrollen over eget liv. Det fortjener Michael - og alle de andre børn med en sag i din og andres kommuner.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce