Annonce
Debat

Hvem skal bestemme dansk udlændingepolitik?

Dom: Det er ikke bare én isoleret tabt sag for Danmark, der kan få fatale følger, når EU-domstolen underkender Danmarks afvisning om familiesammenføring. Det er et principielt spørgsmål om, hvem der reelt skal bestemme over udlændingepolitikken i Danmark.

Onsdag stod det klart, at EU-domstolen underkender Danmarks begrundelse om tilknytningskravet som argument for at sige nej til en familiesammenføring i en sag om en tyrkisk mand med opholdstilladelse i Danmark, der ønskede sin tyrkiske kone til Danmark.

Et ikke overraskende – men dog stærkt bekymrende - udfald af en ti år gammel sag, hvor de danske myndigheder tilbage i 2009 afviste familiesammenføringen, da myndighederne mente, at tilknytningen til Tyrkiet var større end til Danmark.

EU-domstolen mente dog ikke, at det levede op til EU´s regler.

Og her er problemets kerne.

For ikke nok med, at afgørelsen kan betyde, at Danmark kan blive tvunget til at give opholdstilladelse til tusinder af mennesker, der allerede har fået afslag, så udpensler sagen også, at EU-domstolen reelt kan få mulighed for at agere stopklods for en stram dansk udlændingepolitik, hvis ikke den nye regering for alvor siger fra overfor dette vanvid, og håndhæver Danmarks suverænitet.

For bedst som man måske gik og troede, at danskernes kloge beslutning fra december 2015 - om at bevare det danske retsforbehold - satte hegnspæle omkring den stramme danske udlændingepolitik, så ser EU-domstolen sit snit til indgriben.

Det er på alle mulige måder uacceptabelt, hvis den danske udlændingepolitik skal styres af nogle dommere nede i Luxembourg, som danskerne aldrig nogensinde har givet et demokratisk mandat.

Danmark har aldrig givet EU magt eller mandat til at bestemme den danske udlændingepolitik, tværtimod.

Det er og bliver udelukkende Folketinget og de folkevalgte danske politikere, der skal sætte kursen for Danmark på udlændingeområdet, og derfor må regeringen ikke ryste på hånden eller give EU-systemet så meget som en lillefinger.

Der er kun en eneste ting at gøre, og det er at give EU en såre simpel afvisning, og lade dem vide, at i Danmark er det Folketinger der bestemmer udlændingepolitikken, og ikke EU-dommere i toppen af EU-domstolens tårne i Luxembourg.

Annonce
Peter Kofod
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Genforeningen vækker stadig følelser

Det socialdemokratiske medlem af byrådet i Sønderborg, Bjørn Allerelli Andersen er stødt, fordi det tyske mindretal lægger op til en fejring af 100-året for grænsedragningen i 2020 og ikke af Genforeningen. Han bliver også krænket, når tyske tekster sætter ordet genforening – Wiedervereinigung - i citationstegn. Sagen viser, at der fortsat er store følelser i spil. Den tyske jurist Klaus Alberts fra Kiel har netop udgivet en bog om situationen i 1920. Han anfægter brugen af begrebet genforening, fordi Slesvig heller ikke før 1864 var en del af kongeriget. Argumentet viser, at nogle sager er for komplicerede til, at de kan overlades til videnskaben. Statsretslig er udsagnet korrekt. Men det anfægter ikke, at de dansksindede sønderjyder i 1920 kom hjem til det land og det folk, de så sig som en del af. Så i den følte realitet var der naturligvis tale om en genforening. Derfor skal vi danskere have lov til både at bruge ordet og glædes over Genforeningen. Men vi skal ikke pådutte andre det. Til gengæld skal tyskerne respektere vores holdning. Det tyske mindretal har ligeledes al mulig grund til at glæde sig over Genforeningen. Den forskånede dem i vidt omfang fra at blive en del af Tysklands rædselsfulde historie mellem 1920 og 1949. Ganske vist dumpede mange i mindretallets rækker med et brag, da deres loyalitet blev sat på prøve efter den 9. april 1940. Men de lærte lektien og formulerede i 1945 en formel erklæring om troskab over for den danske stat og 1920-grænsen. Samfundskontrakten holder den dag i dag. Eneste tabere i 1920 blev de danske syd for den nye grænse. De måtte betale en skrækkelig pris med undertrykkelse og senere død på nazisternes fronter. Men skønt ikke alt er glemt, er grænselandet nu en model for det harmoniske samliv mellem flere nationaliteter. Det skal vi fejre i 1920 og så ikke strides om ord. Som danskere i Damark skal vi feste for Genforeningen. Så må andre gerne fejre en af de få stabile grænser, Tyskland nogensinde har haft.

Annonce