Annonce
Vejen

Hvem skal nu betale: Ko-bro med modsat fortegn

Allan Nordbeck Sørensen ejer den ældgamle bro over Sønderskov Bæk. Han mener derfor ikke, andre end ham selv er nærmest til at vedligeholde broen, men en dag dukkede kommunens folk op og ville i gang. Foto: Steen Rasmussen
Allan Nordbeck Sørensen satte for få år siden sin ældgamle bro over Sønderskov Bæk i stand, men han kunne have sparet sine mere end 100.000 kroner. Vejen Kommune mener nemlig, den skulle have udført arbejdet.
Annonce

BRØRUP: Der står ikke noget i Allan Nordbeck Sørensens skøde om, at det offentlige har påtaget sig forpligtelsen til at vedligeholde hans bro over Sønderskov Bæk.

Han blev derfor både nysgerrig og forbavset, da der en dag for et tre, fire år siden pludselig gik en kvinde rundt på hans enemærker og inspicerede broen, der er flere hundrede år gammel og i gamle dage var en del af hovedlandevejen fra nord til syd og omvendt.

- Hun kom fra et rådgivende ingeniørfirma og fortalte, at hun var sendt ud af Vejen Kommune for at undersøge broen, som kommunen ville sætte i stand, hvis det var nødvendigt. Det var jeg da noget overrasket over, for jeg troede jo, det var min forpligtelse at holde broen.

Allan Nordbeck Sørensen fortæller, at han aldrig er blevet gjort opmærksom på, at kommunen vil tage sig af hans bro og betale, hvad det koster. Den tidligere ejer orienterede han ikke om det - måske fordi vedkommende ikke vidste det - da ejendommen, som kaldes Brohuset, blev handlet tilbage i 1991, og der er ikke lyst nogen servitut - i alt fald ikke efter det, der står i skødet.

- Men jeg kunne jo fortælle hende fra ingeniørfirmaet, at jeg lige havde sat broen i stand for egen regning. Det havde kostet over 100.000 kroner, men jeg mener heller ikke, at der er andre, der er nærmere til at betale end ejeren - altså mig. Jeg hørte da heller aldrig mere fra hverken ingeniørfirmaet eller kommunen.

Synes du, det er noget rod?

- Altså nej. Det her er på ingen måde en kritik af kommunen. De har vel håndteret sagen på rådhuset, som de mener, de skal, og det er selvfølgelig fint nok. Der her er bare en konstatering af, hvad der skete dengang for tre, fire år siden. Der er sådan set ikke mere i det.

Selvfølgelig er det ejeren, som skal betale, og det har vi da heller aldrig været i tvivl om, at sådan var det også med broen.

Allan Nordbeck Sørensen

Annonce

Forpligtet

Den gamle bros fundament var sunket, da Allan Nordbeck Sørensen indledte sin renovering. Han har foruden den grundlæggende istandsættelse bl.a. støbt nye piller af beton og opsat et nyt gelænder. Det gamle gelænder var lavet af simple vandrør.

Ærgrer det dig ikke, at du kunne have fået kommunen til at betale istandsættelsen?

- Overhovedet ikke. Det er min bro, og det er jo ikke noget offentlig vej forbi vores hus. Selvfølgelig er det ejeren, som skal betale, og det har vi da heller aldrig været i tvivl om, at sådan var det også med broen.

Sagen om broen i Sønderskov er kommet frem efter omtale her i avisen af kommunens udskiftning af en privat bro på Åvej ved Gesten. Det kostede skatteyderne 400.000 kroner - altså stik modsat finansieringen af istandsættelsen af den private bro i Sønderskov. Broen i Gesten benyttes kun af malkekøer og en enkelt lodsejer.

Udvalgsformand Vagn Sørensen udtalte i den forbindelse, at broen over Gesten Å figurere på en liste over broer, som kommunen skal holde vedlige.

Ejeren har oplyst, at der ikke findes nogen servitut i hans skøde, som giver kommunen adgang til at arbejde på hans bro. Teknisk forvaltning har for to, tre uger siden lovet at finde dokumentation for kommunens forpligtelse frem og et svar på, hvor mange private broer og veje, som Vejen Kommune har påtaget sig at holde i forsvarlig stand, og hvad det koster hvert år.

Den er flere hundred år gammel, broen over Sønderskov Bæk, som Allan Nordbeck Sørensen har ejet de seneste årtier. Foto: Steen Rasmussen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding For abonnenter

Villy udfordrer Kolding-borgmester: - Jørn vil have en svævebane - jeg vil have stærke skoler og daginstitutioner

Sønderborg For abonnenter

Dagplejer efter kritik: - Vi skal nok gøre rent, men ikke gratis

Annonce