x
Annonce
Aabenraa

Hvis du keder dig: Prøv så Anne Franks dagbog

Ifølge kulturformidler Nina Steensgaard er 'Anne Franks dagbog' værd at bruge tiden på - ikke mindst i lige nu. Foto: Søren Gylling
Bibliotekernes døre til den fysiske bogsamling er lukkede. Men eReolen, hvor du finder både e-bøger og lydbøger, er heldigvis stadig åben. Og det er netop på Aabenraa Bibliotekernes eReol, ugens digitale kulturanbefaling er fundet; nemlig Anne Franks uredigerede dagbog, der giver en unik indsigt i, hvad indespærring og frygt gør ved mennesker.

Aabenraa: ”Jeg keder mig… hvad skal jeg lave!”

Tre uger i hjemmeisolation kan for mange føles som evigheder. Ikke mindst for vores teenager, der er forment adgang til venner, skolegang og fester for de næste tre uger. En uoverskuelig tidshorisont med direkte kig til en dyb afgrund af kedsomhed. Jeg kan selv huske den: Kedsomheden.

Derfor bliver min anbefaling denne uge en dagbog. Selv om en dagbog i sagens natur almindeligvis er privat. Men 'Anne Franks dagbog' bør alle - unge som ældre - læse. Dagbogen er ikke kun et vidnesbyrd fra anden verdenskrig, men også fortællingen om overgangen fra barnet til voksen. Det er en ung kvindes fortælling om at være på flugt og hendes inderste tanker om sig selv og sin omverden.

Selv stiftede jeg mit første bekendtskab med dagbogen som 13-14-årig. Min mormor havde inviteret mig med i det lokale amatørteater, hvor de viste en forestilling baseret på Anne Franks dagbog.

Jeg så frem til forestilling. Ikke fordi jeg interesserede mig for teater, men fordi jeg kedede mig bravt - og højlydt. Forude ventede nemlig en hel weekend uden aftaler på programmet.

Men dagbogen og Annes historie gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Pludselig hørte jeg en piges - på min egen alder - stemme gennem en ellers fjern og distanceret historie om anden verdenskrig, holocaust og jødeforfølgelse. Pludselig kunne jeg se et virkeligt menneske, som var tvundet til at leve i skjul, og som aldrig fik lov til at leve et helt almindeligt teenageliv. Og Annes historie satte i den grad min kedsomhed i et andet perspektiv.

Så hvis din teenager, eller du selv, kæmper med at få tiden til at gå, vil jeg varmt anbefale denne bog - hvad enten det er i illustreret form, som lydbog eller i originaludgaven.

Og her til sidst vil jeg også snige en opfordring til selv at skrive dagbog ind. For uanset om det er på skrift eller i krusedulleform, så holder dagbogsformen til alle tider, både som personligt tilflugtssted, som skildring af ens liv og ikke mindst som stor litteratur.

God skrive- og læselyst.

Anne Frank og eReolen.dk

  • Født 12. juni 1929 i Frankfurt am Main, Tyskland.
  • Død 1945, Niedersachsen, Tyskland.
  • Blev kendt for sin dagbog, som hun skrev under anden verdenskrig, og som hendes far senere fik udgivet som bog.
  • Hendes dagbog er blevet en af de mest læste bøger i verden.
  • eReolen er bibliotekernes tilbud af danske e-bøger og lydbøger.
  • eReolen indeholder over 35.000 e-bøger og 13.000 netlydbøger fra en række danske forlag.
  • Der er både skønlitteratur og faglitteratur, titler for børn og titler for voksne.
  • Du skal være indmeldt på biblioteket i den kommune, hvor du bor. Du bruger dit almindelige biblioteks-login og pinkode.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce