Annonce
Debat

Hvor er den faglige stolthed i de store syddanske byer?

Annonce

Læserbrev: 25 procent. Så stor en andel af en ungdomsårgang skulle efter planen i år have valgt en erhvervsuddannelse. Men sådan er det ikke gået – heller ikke i Region Syddanmark, hvor facit er, at 23 procent af de unge satte kursen mod erhvervsskolerne, da de i år skulle vælge den videre vej efter folkeskolen. Det lyder jo umiddelbart ikke helt galt, men går man i dybden med tallene, er virkeligheden noget mere broget.

For der er stor forskel på, hvor godt eller skidt de enkelte kommuner har klaret sig. I Langeland, der topper listen for hele landet, er det således lykkedes at få hele 35,2 procent af de unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Til gengæld er tallet i Odense helt nede på 17 procent, og i det hele taget er det i regionens større byer som Svendborg (16,4 procent), Sønderborg (19,4 procent), Fredericia (20,6 procent) og Kolding (22,1 procent), at det kniber med for alvor at få vendt udviklingen.

En del af forklaringen kan naturligvis være et spørgsmål om traditioner og social arv. Men der er ingen tvivl om, at der også er stor forskel på, hvor stor en indsats de enkelte kommuner lægger i arbejdet med at bryde de unges (og deres forældres) gymnasiale vanetænkning. Det skal vi have ændret på.

Derfor er der brug for, at alle kommuner skruer op for indsatsen, når det gælder om at åbne de kommende ungdomsårganges øjne for de mange muligheder, man får som faglært.

De dygtige kommuner kan med fordel hjælpe med at inspirere de kommuner, hvor det halter med at få gang i rekrutteringen til erhvervsskolerne. Samtidig kan vi kun opfordre til et tættere samarbejde med både erhvervsskolerne og de lokale virksomheder, hvis vi for alvor skal få knækket den faglærte kurve i den rigtige retning. Derudover må kommunerne gå aktivt ind og sætte mål for, hvor mange unge de vil have ind på erhvervsuddannelserne og så finde ud af, hvordan det skal lykkes.

For det kan lade sig gøre at vende udviklingen. Det kan man eksempelvis se i Ballerup, som er den kommune i landet, der har haft den største fremgang i andelen af unge, som vælger en erhvervsuddannelse – med hele otte procentpoint i forhold til sidste år – så man nu er oppe på 22,3 procent. Det til trods for, at kommunen er en del af hovedstadsregionen, hvor man skraber bunden i forhold til den faglige rekruttering blandt de unge (13,9 procent).

I Ballerup har man satset på både bedre skolevejledning i folkeskolerne, etablering af et uddannelsesforum, oprettelse af 10. klasse (Talent10) på en af de lokale erhvervsskoler, agentforløb, uddannelsesmæssige speeddating-arrangementer og en adoptionsordning, hvor hele skoleklasser adopteres af lokale virksomheder.

Vi har brug for at sætte fokus på den faglige stolthed og på, at det ikke er ”mindre fint” at vælge en uddannelse som eksempelvis elektriker, vvs-energispecialist eller industritekniker, end det er at gå den slagne gymnasievej.

Alternativet er, at vi bare fortsætter i samme spor og derfor om få år kommer til at stå med en akut mangel på faglærte, samtidig med at kommunernes vækst og udvikling bliver bremset. Og det er ingen vel interesserede i – heller ikke i de store byer?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Frank Jensen: - Man kan opfatte, at min glæde bliver for overvældende

Annonce