Læserbrev: Der sker rigtig meget i vores kommuner Esbjerg og Varde, og jeg glædes oftest over udviklingen.
Et af stederne, hvor der bygges, er Kronprinsensgade i Esbjerg, hvor et utroligt smukt bevaringsværdigt hus fra 1895 (Kronprinsensgade 10) pludselig bliver nabo til en kæmpe ”blok”, som - i mit hoved - slet ikke passer ind.
Hvorfor har ikke politisk taget hensyn til et samlet ”gadelook” hvor netop den smukke gamle byggestil er bevaret. Normalt har man lokalplaner der netop sikrer dette, og efterfølgende en høringsfase hvor borgere i området kan give deres besyv med.
De gener jeg kan se borgerne i området er blevet påført er:
Privatlivets fred er krænket.
Frit udsyn til deres haver fra vinduer og altaner *Indbliksgener.
Skyggegener - boligen skygger for solen.
Meget tæt bebyggelsesgrad af grunden.
Evt. udsigt til Fanø er ødelagt.
Hvis man tjekker lokalplanerne ser det ud til at der har været to i spil. Tidligere kunne man bygge i to eller tre etager i denne gade – nu er der bygget fem etager!
Æstetiske overvejelser - tænk hvis man havde set, at der ligger fire smukke gamle huse i dette område, som kunne værne om byens korte historie - nu bliver de skilt ad med et fem etagers moderne byggeri.
Jeg synes vi som politikere skal være varsomme, når noget skal bygges. Der er jo ingen, der siger, at man skal bygge i fem etager, fordi man kan.