Annonce
Debat

Hvorfor i alverden skal man forsvare Paludans opførsel?

Paludan: "Rasmus Paludan er vanvittigt provokerende, men det handler jo ikke om ham. Det handler om, at venstrefløjen udviser en tolerance over for vold, når den begås af minoriteter. Hvis det virkelig handlede om, at man ikke bryder sig om hadefuld tale, så har vi masser af det fra Hizb ut-Tahrir, der har opfordret til drab på jøder i deres løbesedler. Dem demonstrerer venstrefløjen ikke imod," siger Lars Aslan Rasmussen.

Det er imponerende, at Lars Aslan kan få det ud af det, at det ikke handler om Rasmus Paludan, men om en påstået voldstolerance hos venstrefløjen.

Så kunne man selvfølgelig svare tilbage, at det enten handler om socialdemokratisk intolerance eller decideret dumhed, kombineret med en omfattende mangel på historisk viden om den danske venstrefløjs seneste historie, hvor selv Enhedslisten har afsvoret revolutionen.

Konklusionen er jo så, at i ytringsfrihedens navn er mennesker på venstrefløjen befængt med voldsidealer, mens tosser, som vi tidligere spærrede inde, når vi kunne konstatere, at de led af storhedsvanvid, nu har krav på respekt, fordi de ytrer og præsterer kulturelle voldsritualer, som vi for mindre end hundrede år siden forbandt med et voldeligt styre, der var årsag til over 60 millioners død.

Jeg var ved at falde ud af bilen, da jeg konstaterede, at den storhedsvanvittige ikke var låst inde, men kom ud af min højtaler på DR’s P1. Her kørte et fredeligt venstrefløjsmenneske afsted uden voldelige tanker eller idealer overhovedet, men bare med et krav om ret og rimelighed, og så skulle jeg præsteres for et tågehorn af usædvanlige dimensioner, der ovenikøbet er dømt for ytringer, som i praksis blev gennemført af racistiske mordere for mindre end hundrede år siden.

Lige i det sekund opstod der voldelige tendenser i mig, som gik ud over min helt uskyldige bil.

Normalt tror jeg på, at samtale og venlig vejledning er vejen frem, og jeg anerkender, at antipsykiatriens tese om, at patienterne i sindssygehospitalerne skal have lov til at være sammen med os andre, men lige når det drejer sig om Rasmus Paludan og Lars Aslan mener jeg, der bør gøres en undtagelse.

Det er jo heller ikke gået henover hovedet på mig, at stort set samtlige medier har forsvaret Paludans opførsel med henvisning til hans ret til at ytre sig. Det er bemærkelsesværdigt, at det, der aldrig før kunne komme i nærheden af en avisside eller en mikrofon, nu bliver inviteret indenfor og forsvaret!

Jeg ved ikke rigtigt, hvad det viser, men jeg synes ikke om det!

Annonce
Kurt Wissendorf Møller
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Spareforslag for 20 millioner kroner: Længere pauser, mindre undervisning og dyrere SFO

Annonce