Annonce
Esbjerg

Hvorfor skal visse bygherrer have særbehandling?

Visualisering af højhus-planerne i Torvegade.

Esbjergs historiske bykerne skal vi værne om. Vi har som beslutningstagere en forpligtigelse til at tænke i helheder og lave ordentlig planlægning i respekt for Esbjergs historiske særpræg. Det er rigtigt, at hvis vi ser på byer i den kapitalistiske verden, så er det ene højhus efter det andet skudt i vejret. I Socialdemokratiet mener vi ikke, at det er markedet og kapitalistiske hensyn, som alene skal bestemme en bys udvikling. Vi skal som politikere svinge taktstokken i respekt for synspunkter fra borgerne, arkitekter, museer og mange flere. Det er netop derfor, vi ønsker en helhedsplan for området omkring Borgergade, inden højhuse skyder i vejret på gadehjørnerne.

I en kronik af Brian Elsted Hansen og Johnny Nim i JydskeVestkysten med overskriften ”Hvad er logikken i spørgsmålet om højhuse” skriver duoen blandt andet ”at medvind fra den ene dag til den anden er vendt til modvind i den socialdemokratiske byrådsgruppe (…).” Dette er grebet ud af den blå luft og på ingen måde korrekt. Socialdemokratiet har altid haft et særligt fokus på byens sjæl, historie og har ønsket udviklingen reguleret gennem et politisk vedtaget plangrundlag, hvor borgerne behandles ens.

Elsted og Nim skriver også, at Socialdemokratiet i respekt for den demokratiske proces skal undlade at kommentere på deres byggeplaner, under den otte uger lange høring, og at Socialdemokratiet og dets byrådsmedlemmer sidder demokratiske spilleregler overhørig. Jeg er nærmest målløs over denne salut fra Elsted og Nim, for det vidner i virkeligheden om en manglende demokratisk dømmekraft. For det første er byggeplanerne endnu ikke sendt i høring. For det andet så er byrådsmedlemmerne valgt af byens borgere og i styrelsesvedtægten for Plan & Miljøudvalget står der, at det er opgaven for politikerne i udvalget netop at lave planlægning, så naturligvis må vi have en holdning til et tårnhøjt byggeri.

Annonce

Som byrådspolitiker med stramme budgetter, så har vi også et ansvar for skatteborgernes penge. Derfor skal vi bruge forvaltningens ressourcer med omtanke. Det er vigtigt, at vi kun beder forvaltningen om at bruge deres ressourcer på projekter, som vi reelt ønsker, og vi bør sende sager til høring i befolkningen, som vi mener skal blive til noget. Ellers er det jo spild af politikernes, forvaltningens og borgernes tid. Hvis vi lavede kommuneplan-ændringer og lokalplaner for alle de projekter, nogle måtte ønske, men som er fuldstændig imod den byplanlægning, som vi ønsker, så mener jeg, at der er tale om politisk uansvarlighed og klatten med skatteborgernes penge.

Duoen skriver også, at det er til skade for bygherrer og ejendomsudviklere. Her har vi en politisk grundopfattelse, som bare er forskellig. Socialdemokratiet vægter hensynet til vores kulturmiljø i indre by højere end kapitalistiske interesser. Vi mener ikke, at tiden er inde til drypvise projekter, som f.eks. bygningen på Torvegade 6. Et højhus i så mange etager på så lille en grund vil fuldstændig ødelægge Esbjergs bykerne, hvor Torvet, Musikhuset og Vandtårnet fremstår i harmoni.

Socialdemokratiet har i Plan & Miljøudvalget foreslået, at der bliver udarbejdet en idékonkurrence om en helhedsplan med fokus på et grønt bymiljø med kvalitet i arkitektur for Borgergade. En helhedsplan med skønne grønne byrum, der skaber trivsel, der tiltrækker mennesker og dermed skaber en levende indre by, der inviterer til at gå, stå og leve i. Der skal både være plads til ejer- og lejeboliger – og den almene boligsektor skal også kunne se sig selv i et kommende projekt.

Jeg finder det egentligt besynderligt, at borgerlige partier med borgmesteren i spidsen ikke vil være med til forslaget, især når jeg tænker på, at det har de tidligere været med på andre steder. Både Byparken og Museumspladsen er nogle af de steder, som i nyere historie har haft denne fremgangsmåde.

De to herrer skriver også noget om, hvordan de nærmest sammenligner deres projekt med Musikhuset. Den sammenligning synes jeg bare, vi lader stå, for den giver ingen mening. I stedet håber jeg snart flere borgerlige partier vil huske deres valgløfter fra 2017, hvor de ikke ville så højt byggeri i Esbjergs indre bykerne.

Annonce
Danmark

Onsdagens coronatal: 353 nye smittede

Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Ukrainer idømt fire års fængsel, udvisning og bøde på 71 mio kr. i stor sag om ulovlig cigaretfabrik: - Først i dette øjeblik er det gået op for mig, hvor alvorligt det er

Danmark

CureVacs vaccine opfylder ikke kriterier i afgørende studier: Den er kun 47 procent effektiv

Annonce