Region Syddanmark fremlægger nu vaccinationsstrategi for 2021. Formålet med strategien er at tilbyde syddanskerne vaccinationsmuligheder så tæt på deres hjem som muligt. Samtidig skal strategien sikre, at regionen løbende kan få vaccinerne hurtigt ud til borgerne, så snart de ankommer til regionen. Det skriver regionen i en pressemeddelelse.
Fase 1 løber fra januar til og med februar 2021, hvor målgruppen er de ældste og mest sårbare grupper. Det vil sige borgere på plejehjem, ældre over 65, der får hjælp i hjemmet, borgere over 85 år, borgere mellem 80-85 år samt udvalgte patienter med særligt øget risiko for alvorligt forløb, hvis de får corona og udvalgte pårørende.
I fase 1 vil vaccinationen foregå på regionens vaccinationscentre, via udkørende enheder til f.eks. sociale institutioner og hospicer samt i midlertidige lokale vaccinationsklinikker.
Frontpersonale i sundheds- og ældresektoren vaccines sideløbende fra januar til slut april.
Fase 2 begynder forventeligt i marts og løber indtil juni 2021. Her udvides målgruppen til også at gælde borgere mellem 65-79 år, borgere under 65 år med øget risiko for alvorligt sygdomsforløb med covid-19 og til sidst den øvrige befolkning over 16 år.
Personale med samfundskritiske funktioner vaccineres fra april til og med maj 2021.
I fase 2 foregår vaccinationen på regionens vaccinecentre og på 1-2 pop-up vaccinationsklinikker i hver kommune etableret i lokaler udpeget af kommunerne, f.eks. en sportshal eller en skole.
Læger og apoteker
Derudover arbejder regionen på at indgå en aftale med almen praksis i fase 2 om et alternativt vaccinationstilbud. Forslaget er, at praksis på bestemte dage, kan invitere patienter, der har modtaget invitation til vaccination, til at blive vaccineret hos deres praktiserende læge, som de kender, i stedet for at bestille tid i et vaccinationscenter eller pop-up klinik.
Regionen vil også undersøge muligheden for, at andre aktører f.eks. apoteker også vil kunne give vaccinationer i en fase 3 fra maj og juni. Det kræver dog bl.a., at de vacciner, Danmark modtager, bliver nemmere at håndtere.
Borgere vil automatisk modtage invitation til vaccination i deres digitale postkasse eller via fysisk brev, hvis de ikke har en digital postkasse. Når de har modtaget en invitation, kan de booke tid til vaccination på vacciner.dk
Flere end 31.000 syddanskere fået det første af to stik, der skal modvirke sygdommen covid-19. Og fra april forudser Sundhedsstyrelsen, at der kan vaccineres ca. 20.000 syddanskere om dagen.
Vaccinationscentre
Region Syddanmarks faste vaccinationscentre:
• Odense (åbnet 5. januar 2021)
• Svendborg (åbnet 5. januar 2021)
• Aabenraa (åbnet 5. januar 2021)
• Esbjerg (åbnet 5. januar 2021)
• Vejle (åbnet 14. januar 2021)
• Sønderborg (åbnet 15. januar 2021)
• Kolding (åbner 16. januar 2021)