Annonce
Debat

Hypokonderen minder os om vores indre dæmoner

At blive kaldt hypokonder bryder de færreste sig om. Udtrykket er tæt på at være et skældsord, der antyder, at egenskabens ejermand er et skvat. ”Han er bare hypokonder. Han fejler jo ikke noget. ”. Mange har svært ved at have respekt for den indbildte syge og føler, det er trættende og ynkeligt at høre på hans jammer. Han opfattes som svag, pessimist og evig bekymret. Selv hypokonderen ser ned på sig selv, når det efter en stund er gået op for ham, at han ikke er så alvorligt syg, som han troede. Når han er blevet tilstrækkeligt beroliget af de forskellige undersøgelser, der er foretaget, falder han til ro og bliver skamfuld over sin ængstelse.

Hans lettelse over at være frikendt for alvorlig lidelse varer dog ikke længe. Snart gribes han af ny sygdomsfrygt, som driver ham til læge. Og det, han frygter, er ikke forkølelse, fodvorter eller svamp i munden. Det er kræft, hjertesygdomme eller lignende alvorlige tilstande. Det, han frygter, er i virkeligheden: ”At dø”. Hypokondri er på mange måder en omskrivning af dødsangst. Hypokonderen er bange. Og få har respekt for bangebukse. Man kan undre sig over, at det er sådan, for vi er jo alle bekendt med angst på et eller andet niveau; alle mennesker er bange i ny og næ. Om ikke andet så kender vi til frygt, da vi var børn. Så sandsynlighed hænger vores nedladenhed over for hypokondere sammen med, at vi vil distancere os fra den tilstand, vi ind i mellem var i som børn, hvor vi kunne føle os hjælpeløse og afhængige af voksne. Vi vil helst være voksne og selvstændige og i stand til at styre og kontrollere vores liv. Så vi ser ned på det lille barn i os selv i hypokonderen. Han har ligesom alle andre et ideal om at være selvkørende, stærk og uafhængig, og når han ikke kan leve op til dette ideal, indtræder skammen og flovheden.

For hypokonderen er det forfærdelige ved døden at blive adskilt fra dem, han holder af. De, der rammes af hypokondri, er dem, der har oplevet adskillelse fra deres kære, da de var små. De har oplevet, at tæt kontakt til betydende personer ind imellem er blevet brudt. Deres tilknytningsmønster har været ustabilt, hvilket præger deres kontaktmønster fremover. Når de som voksne mærker en eller anden ændring i deres krops tilstand, tolker de dette for at finde sandsynlige forklaringer på symptomerne; men hvor de ikke-separationsangste kommer med realistiske forklaringsmuligheder, finder hypokonderen tolkningssvar i overensstemmelse med hans grundlæggende problemkompleks: Separationsangst.

Når han står overfor uvante kropssignaler, bliver han usikker og har svært ved at finde ud af, om tilstanden er harmløs eller dødsensfarlig. Han begynder at tolke ”paranoidt” og ser sin tilstand i adskillelsesfrygtens lys. Han ser de værste scenarier for sig. Frygten forhindrer ham i at tænke klart, og han glider mere og mere over i en vished om, at han er alvorligt syg. Og han kan kun vanskeligt overbevises om det modsatte, men bliver ligeså hårdnakket som de mest paranoide. Hypokonderen bliver et barn overfor den lyttende læge, som han håber, kan berolige ham og fjerne alt det ”onde”. Lægen bliver en støttende forældrefigur og patienten et skræmt barn, der har mistet sin indre værdighed af bar angst.

Hypokonderen lever i et helvede, og der er al mulig grund til at tage hans frygt alvorligt. Han render ikke lægen på dørene for sjov, han gør det i angst og panik. Han har selvfølgelig krav på en lægelig udredning, men han har også krav på at blive mødt med forståelse og viden om, at hypokondri er en lidelse, der trækker tråde tilbage til en barndom præget af for mange kvalfulde reelle eller fantaserede adskillelser.

Det er let at more sig over hypokonderen, og der også noget komisk over en, der går i panik over det, der ser ud til at være bagateller, men det er alt andet end morsomt for hovedpersonen selv; det er dyb alvor. Han er ved at blive skør af frygt, han sover elendigt om natten, og om dagen stirrer han sig blind på sine symptomer, han løber rundt i et hamsterhjul, tankerne kører i ring, og han kan ikke koncentrere sig ordentlig om de opgaver, han skal udføre, fordi han indre verden er fuld frygt. Så er der dem, der siger, han skal bare tænke på noget andet. Men det kan overhovedet ikke lade sig gøre. Hans emotioner har fuldstændig taget magten, og han kan intet stille op. Og alt snak om at tage sig sammen er fuldstændigt omsonst.

I os alle ligger irrationelle kræfter, som under visse omstændigheder kan løbe af med os. Det er noget, vi almindeligvis lukker øjnene for. Og når vi en gang imellem ser frygten hos den sygdomsskræmte, bliver vi ubevidst mindet om vores egne dæmoner, som vi skyndsomt får manet i jorden ved at latterliggøre hypokonderen, som bliver skydeskive og syndebuk for vores latente og fornægtede dødsangst.

Annonce
Niels Kjeldsen-Kragh
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

PostNord er en dødssejler

I årevis har fusionen mellem Post Danmark og det svenske Posten AB til PostNord i 2009 været et problembarn. Der er nemlig så store forskelle mellem Danmark og Sverige, at det har vist sig nærmest umuligt at få fællesskabet til at fungere. Mens Danmark er en digital spydspids, bliver der fortsat ekspederet masser af fysiske breve og dokmenter via posten hos vores nordiske naboer. Og skønt man kan begræde det traditionelle brevs forsvinden i vores land, er udviklingen uafvendelig. Situationen i Danmark har siden 2012 udløst adskillige årsregnskaber med blodrøde tal, hvilket har belastet hele PostNord i fatal grad. I det seneste årsregnskab for 2018 havde den danske del af forretningen et minus på over en milliard kroner. Noget tyder på en bedring i økonomien, men prisen har været høj i form af massefyringer og bestandigt forringet service. Imens fortsætter brevmængden med at falde på grund af den digitale kommunikations fortsatte fremmarch kombineret med alt for lange leveringstider på fysiske breve. Nu er flere partier så åbne for at forlade postsamarbejdet. De nye toner er der grund til at være tilfreds med. For nok er situationen lige nu slem. Men fremover vil den blive endnu værre. Også hos vores naboer vil den moderne kommunikation vinde stadig mere frem. Det er ganske enkelt for hurtigt, bekvemt og billigt at holde digital kontakt med både venner, familie og myndighederne til, at fysiske breve på sigt kan overleve i større omfang. Det gælder også i Sverige. PostNord er med andre ord en dødssejler, det ikke vil være klogt at holde fast i. Lad os få lukket virksomheden, inden vi bruger endnu flere penge på at forlænge dens skrantende eksistens. Naturligvis skal det også fremover være muligt at sende fysisk post i Danmark. Men der er bestemt ingen grund til at genopbygge et nationalt postvæsen. I stedet bør politikerne se på muligheden for at betro opgaven til private aktører. Dyrere og ringere end den nuværende ordning kan det umuligt blive.

Kolding

Genoptager omdiskuteret samarbejde: Konsulenter på resultatløn skal igen finde besparelser på udsatte borgere

Annonce