Annonce
Erhverv

Hytteferier skal lokke natur-turister til Hoven: Det skal være hyggeligt

Her uden for Hoven i kommunens sydøstlige hjørne håber Lene Bjerre og Søren Gylling Jensen at realisere den drøm, de længe har haft om at huse turister. Håbet er 10 til 15 hytter. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, maj 2017
Ægteparret Lene Bjerre og Søren Gylling Jensen har i mange år drømt om at åbne et feriested. Nu har de taget første skridt mod at skabe et mindre feriecenter ved Hoven. Men først skal idéen behandles politisk.

HOVEN: Vestkysten, Ringkøbing Fjord og Skjern Å. Turismen buldrer derudad i Ringkøbing-Skjern med alt optaget i sommerhusene og nye trækplastre i form af Naturkraft og Lalandia på vej.

Nu håber ægteparret Lene Bjerre og Søren Gylling Jensen, at de kan huse den gruppe af turister, som gerne bruger tid på de fyldte turistattraktioner i Legoland eller på stranden i Søndervig, men som samtidig gerne vil have feriebopæl i lidt mere rolige naturomgivelser. Derfor satser de på at få lov til at tilbyde hytteferie i kommunens sydøstlige hjørne uden for Hoven.

Planen lyder lige nu på at bygge feriehytter ved parrets nedlagte landbrug. Til ejendommen på Ørbækvej hører omtrent 4,25 hektar jord, hvor rundt regnet to hektar er dækket af poppeltræer. Her blandt træerne afsøger ægteparret nu mulighederne for at få lov til at bygge mellem 10 og 15 feriehytter. Hytterne skal, som det er tænkt i øjeblikket, have plads til mellem fire og seks personer. På den måde egner de sig godt til familieferier.

- Vores segment bliver ikke masser unge mennesker. Målgruppen kunne være børnefamilier og nogle, der gerne vil finde ro. Når vi selv har været afsted med vores tre børn, har vi søgt efter nogle steder med ro, hygge og et godt udgangspunkt for at tage til for eksempel havet, siger Søren Gylling Jensen.

Annonce

Personligt er jeg aldrig vokset helt fra at synes, det er fedt at tænde et bål - uden at det behøver at blive spartansk og spejderagtigt.

Søren Gylling Jensen, Hoven

Kvalitet og afslappet feriestemning

Han vægter naturhyggen i projektet. For ikke alene skal hytterne ligge omgivet af træer. Landejendommen ligger også tæt på Omme Å. Ved hytterne er en fælles bålhytte på tegnebrættet.

- Personligt er jeg aldrig vokset helt fra at synes, det er fedt at tænde et bål - uden at det behøver at blive spartansk og spejderagtigt, siger Søren Gylling Jensen.

Hvis alt går vel, formår stedet at kombinere en afslappet gårdstemning, hvor man ligesom på et bed and break fast kan bestille morgenmad, med hytter i høj kvalitet og en form for lejrtursstemning.

- Det bliver ikke en bræddehytte, der bliver hældt op. Det skal være hyggeligt, siger Søren Gylling Jensen.

Udvalgsformand: Spændende initiativ

For et halvt år siden kontaktede han og hustruen en landinspektør for at få hjælp til et udkast for, hvordan det mindre feriecenter kunne tage sig ud.

Tirsdag skal kommunes udvalg for teknik og miljø så tage stilling til, om ansøgerne kan få lov at arbejde videre med projektet.

Udvalgsformand John G. Christensen (S) vil ikke på forhånd forholde sig til, om han tror, at udvalget siger ja eller nej til idéen. Hvor han selv står, melder han heller ikke ud før mødet. Men principielt kunne han godt se et turiststed ved Hoven. Han kan også godt lide initiativet fra ægteparret.

- Jeg synes da, det er friskt, at de tager sådan et initiativ, og så må vi se, hvad udvalget og de øvrige instanser siger. Det er da et spændende projekt, men jeg tager ikke stilling på forhånd, siger udvalgsformanden.

Planerne om et mindre feriecenter skal i første omgang behandles af kommunens udvalg for teknik og miljø. Det sker tirsdag. Hvis udvalget nikker ja, begynder en længere politisk proces.

Meget kan spænde ben

Hvis udvalget siger ja, begynder en længere proces, hvor både naboer, kommunens økonomiudvalg og Erhvervsstyrelsen kan ende med at spænde ben for idéen.

Derfor passer de to Hoven-borgerne også på med at være alt for optimistiske. Men de håber.

De er begge i 50'erne, og siden de var unge, har de snakket om, at det kunne være sjovt at have en campingplads. Nu er de så endt med håbet om en lidt mere rolig turistforsamling

- Vi er nået til et punkt, hvor vi er nødt til at give det et skud, siger Søren Gylling Jensen.

Han forventer, at der realistisk set vil gå et par år, før stedet kan åbne, hvis alle godkendelser falder på plads.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce