MØGELTØNDER: Forestil dig Madonna, Beyoncé og Elton John på en og samme scene. Sådan beskriver operasanger Jens-Christian Wandt niveauet hos balletdanserne i Verdensballetten, der kommer til Sønderjylland for første gang den 16. juli.
Superstjernerne kan opleves under åben himmel foran Schackenborg, der skal danne kulisse for showet.
- Schackenborg er et historisk sted, og vi er meget stolte af at være her, siger Jens-Christian Wandt, der er leder af Verdensballetten, som i år har forestillinger ti forskellige steder i landet.
Egentlig skulle arrangementet være afholdt sidste år, men det blev udsat på grund af coronasituationen. Derfor glæder Trine Jepsen, administrerende direktør for Schackenborg, sig ekstra til at kunne byde gæsterne velkommen til en helt særlig aften.
- Det har været et af mine store ønsker og noget af det, jeg gerne har villet, siden jeg kom hertil. Det her med at tilgængeliggøre nogle arrangementer af høj kvalitet. Vi har nogle helt fantastiske rammer, og de lever, når der kommer gæster, siger hun.
Ballet og opera for alle
Verdensballetten er sammensat af en række mindre forestillinger fra både dansere og sangere, hvor man oplever klassisk ballet med strutskørt, men også moderne ballet samt opera.
Jens-Christian Wandt, leder af Verdensballetten.Man kan se frem til en kulturel folkefest. Du sidder i nogle fantastiske rammer og oplever noget kultur, du ikke er vant til at opleve.
For Jens-Christian Wandt er det vigtigt at understrege, at alle kan få noget ud af oplevelsen.
- Vi vil meget gerne have dem med også, der ikke nødvendigvis er vant til at se ballet og opera. Man kan se frem til en kulturel folkefest. Du sidder i nogle fantastiske rammer og oplever noget kultur, du ikke er vant til at opleve, siger han.
Trine Jepsen har selv set Verdensballetten flere steder rundt om i landet, og kan skrive under på, at det er et arrangement for alle.
- Jeg har ikke oplevet en koncert endnu, hvor folk ikke har grint undervejs. Men man bliver også rørt. Faktisk kommer man hele følelsesregistret igennem, siger hun.
Royalt besøg?
Ved den aflyste Verdensballet på Grundlovsdag i 2020 skulle Prins Joachim og Prinsesse Marie have været blandt tilskuerne. Om der kommer royalt besøg i år vides endnu ikke.
- Vi håber, de kommer. Det ville være et smukt prik over i'et, siger Trine Jepsen.
En ting, som både hun og Jens-Christian Wandt dog er sikre på, er, at der bliver et arrangement i år.
- Vi operer slet ikke med det scenarie, at det ikke blive til noget. Det skal lykkedes, siger Trine Jepsen.
For arrangørerne er naturligvis parate til at følge alle retningslinjer. Derudover er de begunstiget af, at der er god plads med mulighed for at lave separate ind- og udgange samt at arrangementet forgår udendørs.
Der er omtrent 1000 billetter til showet. Hvis det bliver nødvendigt, opdeles dagen i to forestillinger, så der er plads til alle.