Annonce
Team Esbjerg

I dag er det fem år siden: Team Esbjergs første mesterskab var dramaet over alle dramaer

For præcis fem år siden vandt Team Esbjerg det danske mesterskab for første gang. Estavana Polman, der er den eneste tilbageværende spiller, scorede det afgørende mål i en hæsblæsende straffekastkonkurrence. Foto: Ritzau Scanpix 
I dag er det præcis fem år siden, at Team Esbjerg blev dansk mester for første gang. Det var det vildeste drama med en afgørelse i straffekastkonkurrence. Efterfølgende var der guldfest i flere dage. Vi kigger tilbage på en fuldstændig vild afslutning på en DM-finale i en sydende Blue Water Dokken.

Total vanvittigt.

Fuldstændig sindssygt.

Dramatisk udover alle grænser.

Annonce

Torsdag den 5. maj - det var i øvrigt kristi himmelfartsdag - i 2016.

Det er præcis fem år siden i dag.

Blue Water Dokken var fyldt til bristepunktet med 3386 tilskuere på plads og besøg af FC Midtjylland til den anden og altafgørende DM-finale.

Billetterne til kampen var blevet revet væk på mindre end en time.

Hvem skulle være mester og have pokal og guldmedaljer?

Team Esbjerg havde fire dage før tabt den første kamp i Ikast med 20-17 og var altså pisket til at vinde med minimum tre mål for at sikre sig guldet for første gang i klubbens historie.

- Vi skal slippe tøjlerne, glemme alt om hæmninger og give den fuld gas. Vi er på hjemmebane med en fyldt hal og skal tænke offensivt, arbejde lidt hårdere og løbe flere meter. Når man blot scorer 17 mål i den første finalekamp, giver det sig selv, at vi skal løfte os angrebsmæssigt, og at vore skytter skal præstere bedre.

Sådan lød guldopskriften fra cheftræner Lars Frederiksen.

Nummer 79

Braget i Blue Water Dokken blev aldrig nogen køn kamp, men hvad finalen ikke havde i lækre detaljer og spillemæssige finurligheder, havde den til gengæld i drama på alle andre områder.

Nerve, fight og intensitet.

I lange perioder af kampen så det rigtig godt ud for Team Esbjerg. Klubben var på guldkurs, men FC Midtjylland, der havde væsentlig mere rutine i at spille de helt store kampe, var ikke sådan lige at ryste af.

Og til sidst så det da ud som om, at det hele ville gå udeholdets vej, da Stine Jørgensen huggede bolden ind bag Emil Stang Sando, men også dengang havde Team Esbjerg en spiller med nummer 79 på trøjen.

43 sekunder før tid fik Estavana Polman, der blev finalens topscorer med syv mål, scoret på Sabine Englert, og så var Team Esbjerg foran med 20-17. Altså præcis de samme sejrscifre, som i den første finale.

FC Midtjylland tog timeout, men det lykkedes ikke at komme frem til en kvalificeret afslutning - og så var der altså fuldkommen balance i guldregnskabet efter 4 x 30 minutter.

Annonce

En stor overraskelse

20-17 til FC Midtjylland, der lige akkurat havde fældet Team Esbjerg i finalen året før, i den første finale.

20-17 til Team Esbjerg i den anden finale.

Og hvad gør man så?

To gange fem minutters forlænget spilletid?

Nej.

Direkte til en straffekastkonkurrence?

Ja.

Det kom som en stor overraskelse for de fleste, men folkene ved dommerbordet fik lige studeret reglementet en ekstra gang, men den var god nok.

Vildere bliver det ikke.

Annonce

Nerverne i ro

Der blev udpeget fem skytter på hvert hold.

Team Esbjerg-træner Lars Frederiksen valgte Laura van der Heijden, Ida Bjørndalen, Betina Riegelhuth, Jenny Alm og Estavana Polman, og han holdt fast i målvogter Emily Stang Sando, der havde stået en rigtig fin kamp.

Laura van der Heijden åbnede ballet. Sikker scoring helt ude ved stolpen, men midtjyderne scorede også. Målet sat ind af Johanna Ahlm, der op til sæsonen have forladt Team Esbjerg.

Men, men, men.

Så brændte Ida Bjørndalen, men heldigvis for Team Esbjerg blev det meget hurtigt glemt, da Emily Stang Sando viste klassen og tog de to næste forsøg fra henholdsvis Sabina Jacobsen og Jane Mejlvang.

Samtidig havde først Betina Riegelhuth og Jenny Alm holdt nerverne i ro og scoret for Team Esbjerg, og det betød, at alt ansvar nu var lagt på Estavana Polmans smalle skuldre.

Scorede hun på Englert, ville taget lette på arenaen, og Team Esbjerg ville have sikret sig det første mesterskab nogensinde.

- Der var en fuldstændig vild stemning. Normalt er jeg ikke nervøst anlagt, men jeg tror, at jeg rystede en smule, da jeg stod og ventede på, at jeg skulle skyde. Tiden gik virkelig langsomt, husker Estavana Polman.

Men klokken 18.53 var det hendes tur til at stå overfor erfarne Englert inde i målet. Polman tog fat i bolden og tørrede den af i trøjen.

Annonce

En happy end

- Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde en idé om, at hun (Englert, red.) forventede en afslutning i bunden af målet, så min plan var at skyde oppe i målet.

- Måske lukkede jeg i virkeligheden øjnene, da jeg skød.

Men bolden sad, som den skulle.

Få sekunder senere var alt kaos.

Dramaet over alle dramaer endte lykkeligt.

Team Esbjerg havde overtaget tronen i dansk kvindehåndbold.

Det første mesterskab i klubhistorien og en billet til Champions League var en realitet.

Estavana Polman og Emily Stang Sando spillede hovedroller, da Team Esbjerg den 5. maj 2016 snuppede guldet for næsten af FC Midtjylland. Foto: Ritzau Scanpix


Glade guldvindere efter gysersejren over FC Midtjylland. Ritzau/Scanpix


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding

Første læs opgravede mink er brændt i Kolding: Lugter mindre end skraldebilen og er ikke en 'klistret suppedas'

Sydjylland

Gode coronanyheder - smitten falder drastisk i flere pressede kommuner

Annonce