Annonce
Læserbrev

I disse corona genforeningstider

I dette år, 2020, 100 år efter Genforeningen, var alle sejl sat til for at fejre, ikke alene at en del af Slesvig stemte sig tilbage til Danmark, men, forhåbentlig også, for at gøre danskerne lidt mere bevidste om denne del af deres historie.

DR2 har nu i årevis, næsten uafbrudt, vist film om 2. verdenskrig, så der er ingen undskyldning for ikke at kende disse 5 år af vores historie.

Derimod er det nu endelig det sydlige, meget komplicerede, historiske område, vi forhåbentlig bliver mere kloge på, med DR's sidste produktion, der sendes i disse tider.

Som I alle sønderjyske slægter – i vores familie foretrækker vi nu at kalde det den slesvigske slægt - er der både dansk- og tysksindede.

Og selvom to verdenskrige burde have gjort forsoningen endnu vanskeligere, er vores grænseområde mod syd berømt i hele Europa for sit fantastiske samarbejde.

Kunne det skyldes, at mange af disse gamle slægter kan huske, at der var en tid, hvor man bare var Slesviger, og hvor en bedsteforælder var mormor, mens en anden var oma?

De mange slesvigere, der af den ene eller den anden grund rejste ud, har ikke interesseret medierne nord for Kongeåen – heller ikke efter 1920.

Det har jeg har oplevet fra jeg var barn. Fra USA kom der besøg i mit barndomshjem, professorer der ville skrive om Jens Jensen, udvandreren fra Sønderborg, der blev en af USA’s mest berømte landskabsarkitekter.

De kunne fortælle om hvordan de hånligt blev afviste af professorerne på Landbohøjskolen i København, hvor uddannelsen for landskabsarkitekter lå. Jens Jensen – ham gad de overhovedet ikke beskæftige sig med.

Da Nationalmuseet havde en stor udstilling i Brede om berømte danskere i udlandet, var der heller ikke noget om sønderjyderne. Disse borgere var jo ikke optegnet i de danske annaler, men, lidt viden og research ville jo ikke have skadet. I min familie har vi da to berømtheder i USA. Foruden landskabsarkitekten, billedhuggeren Christian Petersen, fra gården Sueløkke i Sønderborg. Han er blevet beæret med sit eget museum på Iowa State University.

Heldigvis har Ole Sønnichsen rettet op på denne mangel ved at skrive bøgerne om udvandrerne. Et litterært emne, som svenskerne jo har excelleret i, mens det har ligget ret tungt herhjemme.

I 2010 blev der afholdt en international konference på Sønderborg Slot, netop for at fejre 150 året for Jens Jensen’s fødsel. I forbindelse med konferencen var der en udstilling på biblioteket med foredrag om aftenen.

Jens stammede fra Døppel Snej (Dybbøl Sned), en af de gamle slægtsgårde på det historiske Dybbøl.

De fleste danske dagblade bragte en anselig artikel om fødselsdagsbarnet. Den eneste der ikke var interesseret var Jyllands-Posten, som de dansksprogede deltagere med stor forbavselse kommenterede hver eneste dag. Det var den lokale avis Der Nordschleswiger derimod. Dens journalister deltog både i foredragene og konferencen og skrev flittigt om det.

Det var måske også derfor at formanden for Kulturudvalget i Sønderborg, Stephan Kleinschmidt, var så interesseret - for det var han virkelig.

Bjergtaget af Jens Jensens varemærke, en Council Ring, som var opsat i alle hans parker i USA, mente kulturudvalgets formand, at so ein Ding, må vi da også have i Sønderborg – det ville passe så fint sammen med hele den flotte nye havnefront.

Det er nu 10 år siden, og flot havnefront, kulturhus med biblioteker på begge sprog, hotel osv. - men ingen Council Ring.

Og, det er rigtig ærgerligt, for er der noget der passer til coronatider, så er det en Council Ring, altså en opmuret ring, hvor man sidder i en cirkel, kigger på hinanden og taler i en kreds. For Jens Jensen var det tegnet på det demokrati han fandt i USA. Delvis inspireret af vikingerne, delvis af indianerne, sagde han, men især friheden fra det gamle klasseoverherredømme han kom fra i Europa.

I disse dage kan man i medierne se eksempler på skolebørn, der bliver undervist udendørs i forskellige arrangementer, med god afstand. På et af de billeder jeg så, sad børnene på en lille forhøjning, muret op i en rundkreds, med god afstand imellem dem, og en lærerinde i midten. Det mindede slående om den Jens Jensenske Council Ring.

Tænk hvis kulturudvalget havde sørget for at bygge en sådan i Sønderborg! Ikke for at hædre Jens Jensen, men for demokratiets skyld – især i denne landsdel, hvor demokratiet har haft endnu sværere vilkår. Her ville en Council Ring være symbolet for samarbejde og samvær.

Hvis en sådan ring var blevet til virkelighed, ville det ikke alene være et eksemplarisk undervisningssted, men et forsamlingssted for alle mulige kulturelle begivenheder. Lige i nærheden af det flotte bibliotek. For det var jo her, en sådan Council Ring skulle ligge.

Hvad kunne man så kalde sådan en ring/cirkel? En rådgivningsring? En demokratiring? En samtalering? Ærgerligt vi ikke kan spørge Jens’ barndomsven H.P. Hanssen, som var en stor beundrer af ham.

H.P. skrev efter et besøg hos sin ven i USA, at dér byggede Jens Jensen parker med svømmepøle og muligheder for leg og spil overalt i parkerne, mens det i Danmark var forbudt at gå på græsset.

Lad os håbe at byrådet og kulturudvalget i Sønderborg forstår værdien af en sådan demokratisk ring, finder fondsmidler, hvis de ikke selv har råd, og sætter byggeriet i gang – mædevuns!

Jens Jensen blev kendt for sine Council Rings i USA. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding For abonnenter

Svømmehalsdirektør er dybt frustreret over lange udsigter til genåbning: Op mod 200 kunder har skrevet til Slotssøbadet

112

Lokal mand sigtet for røveri af ATV

Annonce