Annonce
Billund

I Grindsted lægger man puslespil: - Salget er tæt på tredoblet

Puslespil er blevet populært sammen med de andre kreative tidsfordriv, melder Brian Hansen fra Bog&Ide/Legekæden i Grindsted. Arkivfoto: Martin Ravn
Hvad skal man få tiden til at gå med i disse karantænetider? Jo, man kunne lægge puslespil, og det er populært som aldrig før.

Grindsted: Coronatid er for mange også blevet en kreativ tid. Det mærker de i hvert fald hos Bog & idé/Legekæden, hvor alt inden for det kreative hitter.

- Vi sælger alt fra almindeligt papir og karton til modellervoks. Vi sælger skriveartikler, farveblyanter, brætspil og puslespil. Det er klart inden for det kreative, at vi sælger en hel del lige nu, fortæller indehaver Brian Hansen.

Normalt ved denne tid vil den kombinerede boghandel og legetøjsforretning sælge skoletasker, penalhuse og tilbehør til skolestart, men sådan er det altså ikke i øjeblikket.

- Jeg vil skyde på, at ud af 10 ekspederinger er otte af dem, inden for det man kan kalde ”tidsfordriv”.

Hos børnene er det særligt opgavebøger og modellervoks, der er populært, mens voksne gerne vil have en god skønlitterær bog at læse i.

Annonce

Salg eksploderet

Og så er der puslespillene, som særligt de voksne er begyndt at fordrive tiden med. I den seneste tid er salget af puslespil nemlig eksploderet.

- Salget er tæt på tredoblet inden for de sidste tre uger. Vi har folk, der kommer ind og køber mere end et puslespil, folk i begyndelsen af 50’erne, som aldrig har lagt et puslespil før, der skal i gang med deres tredje. Så puslespil er helt klart et hit lige nu for børn og voksne i alderen 3 til 90 år, lyder det fra Brian Hansen.

Et andet tegn på, at puslespillene er et hit, er, at butikken er løbet tør for puslespilsmåtter. Med en sådan måtte kan man pakke puslespillet væk, selvom det endnu ikke er færdigt, så stuebordet også kan bruges til andet end at være fyldt med brikker.

- Den er udsolgt hos vores leverandør, og vi kan først få den hjem i begyndelsen af maj, siger Brian og fortæller, at han også selv derhjemme i privaten er i gang med et puslespil.

- Ja, men jeg vil nødigt sige, hvad vi er i gang med, siger butiksindehaveren, men afslører det alligevel:

- Det er et puslespil med et julemotiv, vi har fundet frem fra gemmerne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Livsstil

Johnny fulgte lysten til et anderledes hjem: En rund drøm af et hus

Annonce