Horne: Selvom vejret var regnfyldt, koldt, gråt og trist, så var der masser af farver og god energi i både Nissegarden (red. Varde Garden) og det farverige blomsterflag, der søndag eftermiddag blev sendt til tops på flaghjørnet ved kirken i Horne. Med tildelingen af samtlige fem blomster kan Horne nu med rette kalde sig for en landsby i udvikling. Den status og julens snarlige komme blev fejret med det traditionelle optog og godteposer.
- Der er ingen tvivl om, at vi med tilmeldingen til projekt Blomstrende Landsby, fik sat skub i en stribe tiltag. I fem år har vi målrettet arbejdet med lokal udvikling, og hen ad vejen fik vi defineret hvilken slags landsby vi er. Vi er en bosætningslandsby med rummelighed og plads til alle, fortæller Bente Jakobsen, der sammen med fem andre borgere har være tovholder i projekt Blomstrende Landsby.
Blomstrende Landsby
Programmet er inddelt i fem niveauer, som skal sikre, at der altid kan skabes en blomstrende fremdrift i netop den retning, som landsbyens borgere ønsker samt har mulighed for og ressourcer til.
(Kilde: blomstrendelandsby.dk)
Attraktiv for børnefamilier
Med 457 borgere i byen, 1100 i hele sognet og gennemsnitlig 15 børnefødsler om året, er Horne en landsby, der holder sit indbyggertal på et stabilt niveau.
- I forbindelse med de forskellige udviklingstrin, gik det for alvor op for os, at vi har meget at tilbyde især unge familier, så dem skal vi satse endnu mere på. Der er allerede kommet gang i et initiativ med fællesspisning i idrætshallen én gang om måneden, og vi har flere nye events på vej fortalte Bente, der har boet i Horne i 40 år.
Sogneforeningens formand, Keld Jochumsen, der i dagens anledning også var byens lokale julemand, endte da også med at give alle i Horne Sogn en gratis julegave.
- Vi har taget initiativ til en ny tradition, der hedder Velkommen til Horne. Det er en aktivitetsdag der afsluttes med fællesspisning. Deltagelse er gratis. Denne dag skal, sammen med andre nye tiltag, være med til at synliggøre de visioner, vi har for fremtiden i Horne sogn, sluttede julemanden.
Hornes fem blomster
Det blev besluttet at indgå i projektet, og den 5. november 2019 kom de to sidste blomster i hus – fem blomster på fem år.
Dermed blev Horne det fjerde sogn på landsplan med fem blomster. Tidligere modtagere er Årre, Holbøl og Branderup.
Læs mere om udviklingsprojekterne på Horne-Varde.dk