Annonce
Tønder

I ilden: Fortjente brandfolk blev hædret

Brandkaptajn i Tønder, Kim Clausen, var blandt de i alt 51 frivillige brandfolk, der blev hædret under Brand og Rednings Sønderjyllands nytårsparole i Gram i weekenden. Foto: Niklas Majgård

15 lokale brandfolk var blandt de ialt 51 frivillige, der blev hædret under Brand og Redning Sønderjyllands nytårsparole i Gram. Tre lokale brandfolk fik 25 års-tegnet for tro tjeneste.

TØNDER/GRAM: Æres hvem æres bør.

Der var anerkendende ord, hæder og årsmedaljer til udgangsuniformerne til ialt 51 frivillige brandfolk, da Brand og Rednings Sønderjylland holdt den traditionelle nytårsparole. Den var i år henlagt til Gram.

Brand og Rednings Sønderjylland udgør brand- og redningsberedskabet i Tønder, Haderslev og Aabenraa kommuner.

Bland de 51 brandfolk, der blev hædret for tro tjeneste, var 15 fra de lokale brandværn i Tønder Kommune.

Annonce

Tak til jeres arbejdsgivere, som giver jer lov til at smutte til brand. Uden dette tilsagn intet brandværn og beredskab.

Lars Møldrup, beredskabsdirektør, Brand og Redning Sønderjylland

Udrykninger

402 gange blev der kaldt til brand i Tønder Kommune i 2018.De 11 lokale brandværn i kommunen havde følgende antal udkald i 2018 (opgjort pr. 28. december):

Tønder: 124Løgumkloster: 61Skærbæk: 42Visby: 40Toftlund: 39Bredebro: 29Bedsted: 28Rømø: 27Højer: 23Agerskov: 22Øster Højst: 20Ud over disse udrykninger har også naboværn fra Hellevad, Arnum og Bylderup Bov deltaget i indsatser i Tønder Kommune i 2018. Det skete sammenlagt 26 gange.

3 x 25 år

Hele tre lokale brandfolk blev hædret med 25 års-medaljen. Det var henholdsvis Hans Sørensen fra Bedsted frivillige Brandværn, Lars Brix fra Løgumkloster og Allan Nielsen fra Øster Højst.

20 års-medaljer gik til to lokale brandkaptajner, henholdsvis Kim Clausen fra Tønder frivillige Brandværn, og Hildor Knudsen fra Løgumkloster frivillige Brandværn. Der var også 20 års-medaljer til Allan Høeg og Erik Hansen, der begge er tilknyttet Tønder-værnet.

Hele syv lokale brandfolk fik 10 års-medaljen. Det var Kenneth Oksen og Kenneth Møller, begge Bedsted, Henning Matzen og Renee Homann, begge Løgumkloster, Søren Hermann og Thomas Mattesen, begge Visby, samt Søren Jensen fra Øster Højst.

Steffan Carstensen fra Tønder fik fem års-medaljen.

Travlt år

I sin paroletale fremhævede beredskabsdirektør Lars Møldrup, at Brand og Rednings Sønderjylland i 2018 oplevede et særdeles travlt år.

- I 2018 har vi haft 1350 udrykninger mod 1147 i 2017. Det er cirka 200 flere. En stor del skyldes de mange naturbrande, sagde Lars Møldrup og henviste til, at 136 indsatser faldt inden for netop denne kategori.

Også det grænseoverskridende beredskabssamarbejde fylder i det daglige arbejde.

- I den sammenhæng vil jeg nævne den store øvelse, som vi sammen med politiet, forsvaret og beredskabsstyrelsen gennemførte på og uden for Rømø. Der var i alt 350 øvelsesdeltagere på jorden, skibsbesætningerne er ikke talt med, lød det fra direktøren, der sluttede med en varm tak til både hver enkelt frivillig brandmand m/k, men også dem, der står bag.

- Tak til jeres arbejdsgivere, som giver jer lov til at smutte til brand. Uden dette tilsagn intet brandværn og beredskab, lød det fra direktøren.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Et ja er et ja og binder alle partier i et forlig

Seks partier står bag. Seks partier fra Dansk Folkeparti til SF gik sammen og fik forhandlet et budget hjem – fint og uden de store problemer i øvrigt. For modsat naboerne i Haderslev og større kommuner som Kolding og Esbjerg er der styr på økonomien i Aabenraa. Ikke store og uhyggelige besparelser på børn, unge og ældre her. Tværtimod blev der råd til blandt andet at give skolerne lidt ekstra. Det var dog også helt nødvendigt. Penge til de ældre var der ikke, og det har fået kommunens seniorråd til i et høringssvar til budgettet at komme med dette krav til politikerne: Send flere penge, tak. ET NATURLIGT KRAV, for det er jo nærmest det, rådet er dannet for. At skabe så gode betingelser for kommunens ældre som muligt. Herunder at forlange flere penge i forbindelse med budgetforhandlinger. Kravene bliver ikke efterkommet, selv om byrådets populist par excellence, viceborgmester Ejler Schütt, selvfølgelig ikke kunne dy sig. Jamen, det må vi da se på, lød det sammenfattende fra DF’eren til jv.dk og JydskeVestkysten i begyndelsen af ugen, da vi skrev om Seniorrådets ønsker, og han understregede sin pointe ved at foreslå et møde i forligsgruppen inden for et par uger. Hvorfor sige nej til politisk sympati fra nogle vælgere, når muligheden nu bød sig? Nej vel, dertil er Ejler Schütts politiske næse alt for veludviklet. TIL GENGÆLD VAR der ikke megen respekt eller sympati at hente hos borgmester Thomas Andresen (V). – Undskyld mig, men hvor skal pengene komme fra, lød det nærmest arrigt fra borgmesteren, der bestemt ikke ser nogen anledning til at indkalde forligspartierne igen. Socialdemokratiets nye gruppeformand og nyudnævnte borgmesterkandidat, Erik Uldall Hansen, lod sig ikke friste. Også han står bag det forlig, partiet har givet og taget i. Selvfølgelig gør han det. – Vi har valgt, at børnene og folkeskolerne skulle have, sagde Uldall Hansen som begrundelse. Godt for det. Et ja er et ja, og et forlig er et forlig. Det ville tendere det useriøse at genåbne budgettet, blot et par uger efter det blev underskrevet, fordi man lige kom i tanke om, at der var nogle vælgergrupper, der ikke havde fået. Som om de var glemt. SÅDAN KAN DET POLITISKE arbejde ikke foregå. Nok er den økonomiske situation i Aabenraa fin, nok er der råd til lidt ekstra i 2020, men Aabenraa var for omkring et årti tilbage igennem store og voldsomme besparelser, og en gentagelse af dengang ønsker ingen i byrådet. Slet ikke ved at ødsle i gode tider. Derfor får Seniorrådet et klart nej til sine ønsker om flere penge. Og Schütt må naturligvis stå bag det forlig, han på sit partis vegne har indgået med Venstre, Socialdemokratiet, Slesvigsk Parti, De Konservative og SF. Eller vælge at træde helt ud. Borgmesteren behøver ikke DF’s stemmer i byrådssalen. Men så langt går Ejler Schütt selvfølgelig ikke, og det var heller ikke tanken bag hans udmeldinger. Han fiskede såmænd bare efter lidt sympati. GOD WEEKEND

Annonce