Annonce
Indland

I kulissen til melodigrandprix står en hitmager

Flindt Mogens/Ritzau Scanpix

Lise Cabble var forsanger i rockbandet Miss B. Haven. Torsdag hepper hun på Leonora og "Love is Forever".

Lise Cabble kan noget særligt. Hver gang hun har repræsenteret Danmark som sangskriver til Eurovision, er vi endt i top-5.

Torsdag går Leonora Colmor Jepsen på scenen i Tel Aviv for at repræsentere Danmark i Eurovision-semifinalen med Lise Cabbles sang "Love is Forever".

- En god sang kendetegnes ved, at den skal gå ind hos publikum første gang, de hører den. De skal kunne nynne med på den, siger Lise Cabble i et interview med Ritzau.

Hvordan vil du beskrive sangen?

- Enkel med et smukt budskab. Den er tidløs, men Leonoras måde at synge den på gør den moderne.

Hvad har inspireret dig?

- Jeg har skrevet den sammen med to andre på en skrivecamp på Mallorca sidste sommer. Vi var sådan lidt tømmermændsagtige, og så voksede den bare frem.

Hvorfor er det vigtigt, at sangen går ind første gang?

- Egentlig var det vigtigere før i tiden, hvor der ikke var YouTube, og hvor sangene ikke måtte spilles inden. Men der er stadig mange, som hører sangen for første gang til semifinalen.

- Derfor skal den sidde i skabet, de tre minutter hvor kunstneren står på scenen.

Hver gang du har skrevet sangen til Eurovision, er Danmark blevet placeret flot. Hvad gør du?

- Jeg tilstræber bare at skrive en god sang. Men det skal også siges, at jeg gennem årene har fået den teoretiske viden om, hvordan man gør. Samtidig har jeg god fornemmelse af, hvordan en sang virker.

- Jeg leder altid efter en enkelhed, hvor andre musikere måske går efter det mere avancerede.

Du skrev "Only Teardrops", som sikrede Emmelie de Forest og Danmark førstepladsen i Malmø i 2013. Hvorfor kom den så langt?

- Emmelie både sang og så fantastisk ud. Sceneshowet var flot, og så var det igen det med, at melodien var let at aflæse og nynne med på. Den handlede om krig og kærlighed. Det er altid gode emner.

Hvilke af dine sange har overrasket dig mest?

- "Fra Mols til Skagen". Den var meget udskældt, da den vandt i Danmark. Folk sagde, at vi (skrevet sammen Mette Mathiesen fra Miss B. Haven) ville blive til grin. Men det endte med en femteplads ved det internationale grand prix i Dublin.

Hvor langt tror du, "Love is Forever" når?

- I første omgang håber jeg, at vi kommer i finalen. Ender vi blandt de ti bedste, så bliver jeg virkelig glad.

Alles øjne hviler på Leonora og ikke på dig. Hvordan er det?

- Det er fint. Jeg har jo selv som ung prøvet at være forsanger. Det var på en mindre målestok, men jeg ved, at det ikke altid er ubetinget sjovt. Som sangskriver styrer jeg mere selv, hvor meget jeg vil være på.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener om Radio24syv: Man kan både vinde og tabe udbud

Når det offentlige sender opgaver i udbud, ligger det i sagens natur, at man som byder både kan vinde og tabe. Og det er også naturligt, at når en udbudsperiode udløber, risikerer det firma, der hidtil har løst opgaven, at tabe kampen om et nyt udbud. Men de selvfølgeligheder anfægter ikke de mange tilhængere af Radio24syv, der er dybt skuffede og vrede over, at radiokanalen ikke kan fortsætte efter denne måneds udgang. Lukningen af Radio24syv bliver af kritikere set som politikeres bevidste forsøg på at stoppe en kanal, der har lavet magtkritiske nyheder og satire. Dette blev også af disse kritikere set som årsagen til, at det daværende borgerlige flertal besluttede, at det nye udbud af Radio24syvs sendetilladelse skulle føre til en radiostation med hovedsæde i provinsen. Radio24syvs ejere ønskede på de forudsætninger ikke at søge. Det vakte så stor kritik, at et politisk flertal reagerede med at beslutte et udbud af en internetbaseret DAB-kanal, som ville give Radio24syv en chance for at fortsætte. Men i et udbud hverken kan eller skal politikerne bestemme hvem, der skal løse opgaven. Det har det politisk uafhængige radio og tv-nævn under Kulturministeriet haft til opgave at afgøre. Nævnet valgte så tirsdag eftermiddag, at Radio24syv ikke får den opgave. Det var et chok for mange medarbejdere og lyttere af en station, der i løbet af otte år har revolutioneret taleradio i Danmark. Tak for det. Men det er forkert, at politikerne har lukket Radio24syv. Stationen har tabt til konkurrenten Radio Loud, som af Radio og tv-nævnet er vurderet til på en række opstillede kriterier at have indgivet det bedste bud. På FM-båndet er Radio4 med hovedsæde i Aarhus klar til fra 1. november at blive afløseren for Radio24syv. Radio4 er ejet af en række lokale og regionale medier, herunder Jysk Fynske Medier, hvis største dagblad er JydskeVestkysten. Også Radio4 må risikere at kunne tabe et eventuelt nyt udbud, når den nuværende sendetilladelse udløber om otte år. For den slags udbud kan man både vinde og tabe.

Annonce