Annonce
Aabenraa

I modvind: Borgmester undsiger partifælle i strid om cykelstier

Eivind Underbjerg Hansen (V) er kommet i modvind, efter han har gentaget et ønske om en cykelsti ved Hellevadvej. Arkivfoto: Jacob Schultz
Nu vil borgmester Thomas Andresen (V) ikke høre mere om partifællen Eivind Underbjerg Hansens ønske om en cykelsti ved Hellevadvej før under budgetforhandlinger. Han forstår kritikken af Underbjerg fra fire af dennes udvalgskolleger i teknik- og miljøudvalget.

Aabenraa: Det er ikke nyt, at Venstres Eivind Underbjerg Hansen er fortaler for en cykelsti ved Hellevadvej ved Rødekro, men han fik ørerne i maskinen, da han gentog det som et nytårsønske i et læserbrev. Helt usædvanligt skrev fire af hans kolleger i teknik- og miljøudvalget derefter et læserbrev med en opfordring om at være politiker for hele kommunen. Dét på trods af, at cykelstien ved Hellevadvej er nummer to på en prioriteringsliste lavet efter politisk udvalgte kriterier.

Stilkarakteren for teknik- og miljøudvalgets offentlige diskussion af, om udvalgsmedlemmer må fremkomme med ønsker til cykelstier i deres eget lokalområde er ikke høj, hvis man spørger borgmester Thomas Andresen (V), men han er enig i budskabet i læserbrevet, hvor fire udvalgsmedlemmer – deriblandt Thomas Juhl (V) - opfordrer Eivind Underbjerg Hansen (V) og Egon Madsen (S) til ikke at pleje særinteresser i deres lokalområde.

Annonce

Hvis man kan diskutere sagligt og fagligt, er det i orden med mig, men hvis det skal være med direkte personangreb, skal jeg da overveje, hvordan jeg fremover skal arbejde sammen med Eivind.

Kurt Andresen (SP), næstformand i teknik- og miljøudvalget

En uheldig sag

Trods den høje listeprioritering af cykelstien ved Hellevadvej peger Thomas Andresen på, at man skal se på evidensen.

- Overordnet set er en sag som den her uheldig, hvis man begynder at inddrage sognerådspolitik i den. Når det gælder cykelstier, skal de knappe midler anvendes så hensigtsmæssigt som muligt. Derfor bør der indgå evidens i forhold til prioriteringen, siger Thomas Andresen.

- Når det drejer sig om en begrænset pulje, som gælder hele kommunen, så bør man ikke midtvejs i en periode fremkomme med ønsker. Det skal ske i forbindelse med budgetlægningen eller i udvalget, fastslår borgmesteren, der er okay med, at én venstremand irettesætter en anden.

- Det har jeg ingen problemer med, siger Thomas Andresen.

Støtte til Kurt A.

Derimod har borgmesteren et problem med, at Eivind Underbjerg Hansen bringer Slesvigsk Partis Kurt Andresens motiver i tvivl, når det gælder den vedtagne cykelsti i Bylderup-Bov, syv-otte kilometer fra SP'erens bopæl.

- Jeg synes ikke, det er i orden, at man drager Kurt Andresens habilitet ind i sagen, fordi der kommer en cykelsti, hvor han kommer fra. Der har været en faglig og saglig vurdering af, om der er alternativer for skolebørnene at cykle ad. Det er der ikke dér, fastslår Thomas Andresen.

Kurt Andresen selv har det også svært med Eivind Underbjergs motivspekulation.

- Eivind må gerne kæmpe for sin cykelsti derude (Hellevadvej, red.), men at sige som han gør, at det er ren og skær lokalpolitik fra min side, synes jeg ikke er i orden. Det er under bæltestedet. Hvis man kan diskutere sagligt og fagligt, er det i orden med mig, men hvis det skal være med direkte personangreb, skal jeg da overveje, hvordan jeg fremover skal arbejde sammen med Eivind, siger Kurt Andresen, der gerne vil drøfte sagen i udvalget, men har været nødsaget til at melde afbud til det kommende møde.

Løftet pegefinger til Underbjerg

Med borgmester Thomas Andresens tilslutning til flertallets holdning i teknik- og miljøudvalget om, at Eivind Underbjerg Hansen og hans støtte, Egon Madsen (S), skulle have tiet om begejstringen for cykelstien ved Hellevadvej, står Underbjerg ret alene.

- Det er mig uforståeligt. Det var et nytårsønske. Det stod der klart og tydeligt. Udvalget skal vel ikke gå ud diskutere, hvad jeg ønsker til nytår, spørger Eivind Underbjerg Hansen, der ser frem mod teknik- og miljøudvalgets møde onsdag i næste uge.

- Jeg vil da tro, det skal vendes, siger Eivind Underbjerg Hansen, der ikke lægger skjul på, at han er ked af, at hans læserbrev har fået så hård en medfart.

Moralsk opbakning fra byens førstemand skal han dog ikke forvente. Der er højt til loftet i Venstres gruppe – men med måde.

- Der skal være plads til forskelligheder, men der er tidspunkter, hvor det er mere hensigtsmæssigt end andre. Det her er et uhensigtsmæssigt sted at udvise forskellighed, mener Thomas Andresen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce