Vejen: "Det’ sørme, det’ sandt, december. Den dejligste måned i nissernes land. Der er men’sker, som kulden er slem for. Men for nisser er isen det rene vand. Og dagene flyver afsted som en fugl. Det’ sørme, det’ snart, det’ jul."
Det første vers fra sangen fra julekalenderen "Jul på slottet," der blev vist på tv første gang i 1986, ramte næsten plet, hvis det skal bruges til at beskrive lørdag eftermiddag i Vejen.
For det var december – den dejligste måned for nisser (og for rigtig mange mennesker), og kulden var ret slem for en del af de børn og voksne, der havde taget opstilling i byen for at se julemanden komme kørende.
For skal man sige det helt uden omsvøb, så var der på ingen måde noget vinterligt vidunderland over lørdagens vejr. Det var nærmest bare trist, vådt og gråt.
- Hvornår kommer han, lød det inde fra en af de varme flyverdragter, for drengen glædede sig tydeligvis til at se den rare gamle rødklædte mand med det lange hvide skæg.
Så kom han, og han vinkede det bedste, han havde lært til alle de små familiegrupper, der stod pænt spredt rundt på hele ruten gennem byen.
Og det hjalp gevaldigt med at få den indre varme, når man så de julelys, der tændtes i børnenes øjne, da de fik øje på julemanden, der ankom standsmæssigt i en stor amerikanerbil.
Hele tre gange i løbet af eftermiddagen tog julemanden turen - og mens det på den første tur regnede pænt meget, så var den værste regn blevet vredet ud af skyerne til de to næste ture.