Annonce
Udland

I Sverige er rekordmange varslet om fyring i marts

10090 Claudio Bresciani/Tt/Ritzau Scanpix
Ti gange flere end normalt er blevet varslet om opsigelse i Sverige i marts, hvor 36.800 har fået beskeden.

Det er ikke kun herhjemme, at arbejdsløsheden stiger under coronaudbruddet. Samme udvikling ses også hos nabolandet Sverige.

I marts er 36.800 svenskere varslet om, at en fyring lurer.

Og det er det højeste tal nogensinde, oplyser analysechef i Arbetsförmedlingen Annika Sundén på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet TT.

Hun sammenligner blandt andet tallet med udviklingen under finanskrisen.

I efteråret 2008 under finanskrisen blev de hidtil højeste tal målt. Dengang blev 20.000 varslet om opsigelse i den værste måned.

Normalt ligger tallet på cirka 3000 om måneden. Men bare i sidste uge fik 18.422 personer besked om, at de risikerer at miste deres job.

Generaldirektør i Arbetsförmedlingen Maria Mindhammar påpeger imidlertid, at varsler om opsigelse ikke altid fører til fyringer.

- Vi ved jo også, at regeringen har en kraftfuld pakke nu for at redde job i Sverige, siger hun ifølge TT.

Hun understreger dog, at det er helt sikkert, at der kommer til at være en stigning i arbejdsløsheden i Sverige.

Det står værst til i hotel- og restaurantbranchen. Næsten halvdelen af alle varslinger om opsigelse kommer fra denne branche. Heraf er størstedelen rapporteret i og omkring hovedstaden, Stockholm.

I sidste uge meldte 14.200 sig som arbejdssøgende i Sverige, og ugen inden gjorde 12.100 det samme.

Der er aktuelt 211.000 registrerede arbejdsløse i Sverige. På samme tidspunkt i 2019 var tallet 180.000.

I Danmark er strømmen mod arbejdsløshedskøen løjet af i weekenden. Det er sket efter en periode på over to uger, hvor ledigheden voksede med tre til fire gange så meget som de seneste år.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Livsstil

Johnny fulgte lysten til et anderledes hjem: En rund drøm af et hus

Kolding

Eleverne skulle have noget at stå op til: Skole gennemførte fuld skoledag i en måned under nedlukningen

Annonce