x
Annonce
Tønder

I udbud: Stor interesse for historisk hus

Centralt i bygningen er festsalen med scenen. Her har der tidligere været opført både teater-, musik- og revyforestillinger. I salen er der plads til 100 personer. Foto: Uwe Iwersen
Over 20 personer mødte op til fremvisning af Højers gamle forsamlingshus, Højer Hus, der skal sælges. Husets formand, Stinne Andersen, fornemmede stor interesse blandt de fremmødte, og ser frem til afslutningen af budrunden kommende fredag.

HØJER: Et forsamlingshus med alt inventar i fornuftig stand med to store sale, et køkken og en lejlighed på første sal - hvad skal den koste?

I Højer har bestyrelsen for Højer Hus sat en mindstepris på 60.000 kroner, og det er en pris, der tilsyneladende kan få interesserede købere af huse. I hvert fald mødte over 20 personer frem torsdag aften, hvor der var åbent hus på adressen Ballumvej 10 i Højer.

- Der var en vældig interesse. Der var faktisk også folk udefra. I hvert fald var der nogle, som vi ikke kendte, beretter formanden for foreningen Højer Hus, Stinne Andersen.

Højers danske forsamlingshus fra 1925, er med baggrund i dalende udlejning efter nøje overvejelser sat til salg. Det sker i en offentlig budrunde, der går frem til næste fredag. Mindsteprisen på 60.000 kroner er valgt med omhu.

- Vi vil være sikker på at få det solgt, men vi håber da bestemt, at vi får mere for det, lyder det fra formanden.

Den offentlige ejendomsvurdering af bygningen er da også 611.000 kroner.

Annonce

Højer Hus

Højer Hus på Ballumvej 10 i Højer er opført i 1925. Ifølge BBR-registret rummer bygningen i alt 403 kvadratmeter på to plan.

I stueetagen befinder sig to sale med plads til henholdsvis 100 og 40 personer. Derudover er der køkken og toilet.

På første sal er der en lejlighed.

Højer Hus ligger på en 602 kvadratmeter stor grund, og til ejendommen hører også en større terrasse.

Den offentlige ejendomsvurdering er 610.000 kroner.

Budrunden

Ifølge Stinne Andersen var der stor interesse og spørgelyst blandt de fremmødte.

- Der var nogle, der snakkede om at slå sig sammen og videreføre huset. Det er vi lidt spændte på, siger Stinne Andersen.

Ifølge EDC-ejendomsmægler Hans Schmidt, Tønder, der står for salgsarbejdet, kan sælgerne med den valgte udbudsrunde frit vælge og vrage mellem de indkomne bud, men også gå i forhandling med budgiverne.

Budrunden går frem til fredag den 16. august klokken 10

26 forsamlingshuse

Højer Hus er et af omkring 100 registrerede forsamlingshuse i Sønderjylland.

I Tønder Kommune er der 26 forsamlingshus. Ud over Højer Hus er det Bedsted Sogns Forsamlingshus, Bovlund Forsamlingshus, Bredebro Forsamlingshus, Døstrup Forsamlingshus, Emanuel i Skærbæk, Møgeltønder Hus i Møgeltønder, Ballum Menighedshus, Branderup Forsamlingshus, Brorsonhus i Tønder, Daler gamle Skole i Daler, Ellum Forsamlingshus, Gasse Forsamlingshus i Øster Gasse, Forsamlingshuset Vennelyst i Hjerpsted, Jejsing Forsamlingshus, Lydersholm Forsamlingshus, Løgumkloster Forsamlingshus, Mjolden Forsamlingshus, Randerup Forsamlingsgård, Rudbøl Vandrehjem og Forsamlingshus, Solderup Forsamlingshus, Sejerslev Forsamlingshus, Sølsted Forsamlingshus, Tirslund Forsamlingshus, Visby Forsamlingshus, Æ’ Kirkkro i Hostrup og Øster Højst Forsamlingshus.

I salget af forsamlingshuset, indgår alt inventar, herunder køkkenet med et splinternyt komfur, samt bestik, borde og stole til over 100 personer. Foto: Uwe Iwersen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

JV mener: Vis noget trailer-tålmodighed

Det er fornuftigt, at Kommunernes Landsforening nu anbefaler, at landets genbrugspladser åbner tirsdag. Det må kunne lade sig gøre uden, at borgere og medarbejdere kommer i nærkontakt med hinanden og coronavirus. Især hvis vi som borgere opfører os fornuftigt. Det har det desværre skortet på i den seneste tid. Nogle har puttet haveaffald i containere til genbrugstøj. Andre har forsøgt at trænge ind på genbrugspladserne, siden de blev lukket 11. marts. I Haderslev vil man derfor lade det kommunale beredskab være en slags vagtværn, der skal holde ro og orden ved genbrugspladserne. Det lyder som en dårlig vittighed, men der er hos kommunen en reel frygt for, at borgerne ikke af sig selv vil følge anvisningerne og for eksempel holde behørig afstand til hinanden. Selvfølgelig kan det være frustrerende ikke at kunne komme af med sit haveaffald, gamle møbler og hvad vi ellers kører på genbrugspladsen med. Især på denne tid af året, da det er højtid for årets første oprydning i hus og have. Men de frustrationer må aldrig gå ud over sagesløse kommunale medarbejdere. Lukninger og genåbninger af genbrugspladserne skal helst være en landsdækkende beslutning, hvis man ikke skal risikere, at folk begynder at krydse kommunegrænser for at finde en åben plads. Men når nu de fleste genbrugspladser bliver tilgængelige på tirsdag, er det ikke en pligt, at man bruger dem fra dag 1. I mange husstande kan man sagtens vente én eller flere uger med at komme afsted. Hvis det er strengt nødvendigt, så vis noget trailer-tålmodighed, om man så må sige. Det er vigtigt at blive i sin bil så meget som muligt, mens man holder i en formentlig lang kø uden for genbrugspladsen. Det kan komme til at tage meget længere tid end normalt at komme af med affaldet, når der kun må være ti personer ad gangen på en genbrugsplads - inklusive personalet. Danskerne har indtil nu generelt været gode til at vise samfundssind. Lad også det samfundssind komme til udtryk ved og på genbrugspladserne.

Danmark

Overlæge: - Det er fortrinsvis de unge og raske, vi har i respirator

Annonce