Annonce
Haderslev

Igen i år: Auktionsgæster slog hjernen fra - eller rettere sagt, hjertet til

Den sved"duftende" ishockeytrøje indbragte 3000 kroner til Hjertegaven 2019. Det var igen ishockeysupporterne der havde den store pengepung med til Hjertegavens auktion. Foto: Timo Battefeld
Mange fik gode tilbud med hjem, da Hjertegaven afviklede sin traditionsrige auktion, men for flertallet af de fremmødte var formålet at støtte en god sag.
Annonce

HADERSLEV: - Har han overhovedet en hund eller en kat? Det var et af de spørgsmål, der meldte sig, da Kim Koch, forpagter af Haderslev Golfrestaurant, bød 750 kroner for et gavekort til vaccination og undersøgelse af en hund eller en kat. Et gavekort der havde en værdi af 650 kroner.

Hans bud faldt via Røde Kors-formand Claus Brender, der havde Koch med på en telefon, da han var forhindret i selv at være med til auktion, hvor han ellers plejer at være fast gæst.

Det viste sig,dog at Kim Koch har en lille vuf, som vil få glæde af gavekortet.

Den knapt så hårfagre Stig Kongsted, der plejer at købe alle auktionens hårprodukter, manglede også i år. Han sprang over, da han mente, han havde hårprodukter nok til næste år.

Derudover var der dog mange trofaste gæster, lige så trofaste hjælpere og en altid veloplagt auktionarius i skikkelse af Alex Bødiker, der også bød på et par ting samtidig med, at han svang hammeren. Og nogle gange må ting altså godt være som "de plejer".

Hjertegaven 2019 i korte træk

Indtil nu er der indsamlet:
  • kontante bidrag fra virksomheder for 161.750 kroner
  • Kontante bidrag fra private for 2450 kroner
  • Solgt donationer på Facebook for 18.135 kroner
  • Solgt donationer på den store auktion for cirka 26.500 kroner
  • Dertil kommer salg af juletræer doneret af Gram Slot (endnu ikke opgjort)
  • Gavekort fra Røde Kors på landsplan (endeligt beløb afventer).

Tirsdag trækkes der lod blandt alle de indstillede familier. Det er en medarbejder på kommunen, der har tjekket, at der er tale om en familie, der har et behov. Familien bliver herefter til "et nummer", der kommer i en pose, hvorfra der trækkes lod. Det vil sige, at ingen af dem, der skal trække lod, ved hvem de pågældende familier er. Der er fuld anonymitet under udtrækningen.

Fredag den 20. december pakkes alle Hjertegaverne, som deles ud lørdag den 21. december.

Annonce

Bød med hjertet

På Hjertegavens auktion plejer de fleste nemlig at slå hjernen fra, når der skal bydes på de fine effekter og ydelser, som lokale erhvervsdrivende har doneret til auktionen.

Blandt andre SønderjyskEs Kell Haugaard, der overbød sig selv fire gange i kampen for en æske Lego Friends. Han og hans frue, Pia, er også tilbagevendende gæster ved auktionen.

- Det er til vores barnebarn, hun er ganske vist kun 11 uger, men så gemmer vi det. Vi købte også et aktivitetstæppe for et par år siden, det var inden vi overhovedet fik børnebørn, fortalte Kell Haugaard, hvortil Pia med et glimt i øjet supplerede:

- Ja, planen er, at når hun bliver stor nok til at lege med Lego'et, så kan Kell ligge og sove på aktivitetstæppet.

Fast tradition er også SønderjyskE donation af svedige kamptrøjer med autograf. I år ingen undtagelse, og budrunden er hvert år forbundet med spænding.

I år gik fodboldtrøjen, der blev båret af Christian ”Greko” Jakobsen, da han scorede to mål mod Lyngby den 24. november, for 1000 kroner.

Ishockeytrøjen, der blev båret af Josh MacDonald, som kom på måltavlen i 5-4-sejren mod Herning den 22. november, indbragte Hjertegaven 3000 kroner.

Det var igen i år SønderjyskE Ishockeysupport der var mødt op med den store pengepung.

- Det er blevet en tradition, og det giver god mening, fordi så bakker vi op om et godt formål. Vi plejer hvert år at betale 2500 - 3000 kroner for trøjerne, forklarede formand Per Bjerregaard.

Nu var det kun ishockeytrøjen supporterne købte, men privat købte Bjerregaard "Grekos" forboldtrøje, som han straks bød 1000 kroner på:

- Jeg samler på spillertrøjer og har cirka 120 derhjemme.

Auktionen endte med mindst 26.500 kroner til Hjertegaven, og det bringer den lokale indsamling op over 200.000 kroner.

Derudover får Hjertegaven del i Røde Kors' gavekort som veksles til Hjertegaver, og det betyder, at der igen i år er et meget stort antal familier i Haderslev Kommune, som får en lidt bedre jul end der ellers var udsigt til.

Jo, Haderslev står sammen på tværs, når det virkelig gælder. Det var en glimrende idé, Rico Soos fik tilbage i 2011, da hans reklamebureau søsatte Hjertegaven sammen med Røde Kors i Haderslev, Vojens og Gram og JydskeVestkysten.

Per Bjerregaard og Mikkel Linnet sørgede for at byde spillertrøjerne op i pris. Linnets datter ventede blot på, at hente et hjerteformet tæppe, som hun havde købt. Foto: Timo Battefeld
"Hørte jeg ikke 25", sagde Alex Bødiker hver gang nogen hævede prisen med 10 kroner. Foto: Timo Battefeld
Det vævede sengetæppe fik så få pæne ord med på vejen, at ingen turde byde på det. Foto: Timo Battefeld
"Husk nu at der også er ølsmagning". Catarina Beck fra Røde Kors i Gram gjorde en fatastisk indsats som assistent for Alex Bødiker. Foto: Timo Battefeld
Der var flere auktionsgæster, som havde været med fra den spæde begyndelse på Gravene i 2011. Foto: Timo Battefeld
Fodboldtrøjen kom med en ishockeysupporter hjem. Ups. Håber ikke det var hemmeligt? Foto: Timo Battefeld
Niels sørgede for kaffe og suppe til gæsterne. Suppen var kogt af Kim Koch fra Golfrestauranten. Foto: Timo Battefeld
Kell og Pia Haugaard fremtidssikrede barnebarnets Legosamling og sikrede sig solcreme med rette faktor. Foto: Timo Battefeld
Tæpperne fik det lidt svært, men også de fik ejere til sidst. Foto: Timo Battefeld
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Jesper Petersen bliver ny statsrevisor

Danmark For abonnenter

Bulldozere og billigere færgebilletter året rundt: Sådan vil Venstre hjælpe landdistrikterne

Annonce