Annonce
Esbjerg

IKEA: Vores plan er fortsat at komme til Esbjerg

IKEA vil hverken svare ja eller nej til, om kæden har et varehus i Esbjerg inden for de næste ti år. Arkivfoto: Chresten Bergh

IKEA Danmark har fortsat sprællevende planer om at åbne et varehus i Esbjerg, men for nuværende ved den svenske gigant ikke, hvornår den påbegynder byggeriet.

Esbjerg: IKEA Danmark hverken kan eller vil lægge hovedet på blokken og forsikre forbrugerne i det vestdanske om, at den svenske varehuskæde med hundred procents sikkerhed åbner i Esbjerg inden for de næste ti år.

Men som det ser ud lige nu, så har IKEA fortsat sprællevende planer om at etablere sig i landets femte største by, oplyser Rikke Andersen, Corporate Communicator, IKEA Danmark.

IKEA Danmark kan på nuværende tidspunkt blot ikke melde en ny tidshorisont for byggeriet af IKEA Esbjerg, hedder det.

- Vores plan er, at vi kommer. Vi ved bare ikke for nuværende præcist hvornår, siger Rikke Andersen.

IKEAs planlagte varehuse i Esbjerg stod til at åbne ved Kjersing Ringvej i 2021, men varehusplanerne er sat på vågeblus med baggrund i nye forbrugsmønstre med fokus på convenience og nethandel, prioritering af IKEA København samt IKEAs arbejde på globalt plan med at udvikle fremtidens varehus.

- Lige pt. fokuserer vi vores kræfter på at redefinere planerne for vores andet nye varehus i København. De erfaringer, vi gør os i arbejdet med København, tager vi selvfølgelig med, når vi ser på udviklingen af varehuset i Esbjerg. Pausen i Esbjerg er en naturlig følge af, at vi også har måttet ændre tidsplanen i København, oplyser IKEA.

Annonce

Vores plan er, at vi kommer. Vi ved bare ikke for nuværende præcist hvornår.

Rikke Andersen, Corporate Communicator, IKEA Danmark.

Fremtidens kunder

IKEAs såkaldte city-varehus centralt i København på Kalvebod Brygge blev oprindeligt i 2016 meldt ud med en størrelse på 37.000 kvadratmeter, men for cirka et halvt år siden kom det frem, at IKEA havde ændret planerne, så varehuset dels bliver mindre, dels ikke står færdigt i 2020.

- I vores nuværende varehuse har kunderne taget varerne med, når de købte dem. Det har krævet, at vi havde masser lagerplads i varehusene. Fremadrettet forventer vi, at kunderne i højere grad får leveret varerne efterfølgende, hvilket allerede er en tendens i dag, forklarede IKEAs ekspansionschef dengang til Politiken.

Esbjerg Byråd godkendte den 8. oktober plangrundlaget, som betyder, at IKEA får mulighed for at bygge et varehus på op til 40.000 kvadratmeter, men ved vedtagelsen af plangrundlaget var der lagt op til et varehus på omkring 30.000 kvadratmeter.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce