Annonce
forside

IKEAs nye varehus i Esbjerg er sat på pause

Bjarne Pedersens drøm om en IKEA er sta på standby. Arkivfoto

IKEAs nye varehus i Esbjerg er sat på pause. Baggrunden er nye forbrugsmønstre med fokus på convenience og nethandel, prioritering af IKEA København samt IKEAs arbejde på globalt plan med at udvikle fremtidens varehus.

Esbjerg: IKEA Danmark sætter byggeri og åbning af et nyt varehus i Esbjerg på pause.

Det oplyser IKEA i en pressemeddelelse.

Heri skriver IKEA, at baggrunden er nye forbrugsmønstre med fokus på convenience og nethandel, prioritering af IKEA København samt IKEAs arbejde på globalt plan med at udvikle fremtidens varehus.

For et år siden offentliggjorde IKEA, at møbel- og indretningskæden ville etablere et nyt varehus i Esbjerg. Efter planen skulle varehuset på den 55.000 kvadratmeter store grund på Kjersing Ringvej stå klar til at åbne i 2021. Men både eksterne og interne faktorer har påvirket tidsplanen, og det nye varehus er derfor sat på pause.

- Vi var enormt glade for den varme modtagelse vores planer om at åbne et varehus i Esbjerg fik. Derfor er vi mindst lige så kede af at måtte sætte esbjergensernes tålmodighed lidt på prøve nu, hvor vi melder ud, at vi desværre ikke kan overholde den oprindelige tidsplan. Vi ser et stort potentiale i den syd- og vestlige del af Jylland og ser frem til at tilbyde vores sortiment til lave priser i Esbjerg. Men når vi kommer til Esbjerg, skal det være i den rigtige form, så vi bygger et varehus, der har fremtiden foran sig fortæller Anders Lyhne Nordtorp, ekspansionschef hos IKEA Danmark i pressemeddelelsen.

Annonce

Handel på nettet

Baggrunden for, at IKEA har sat byggeriet af varehuset i Esbjerg på pause, er en kombination af ændringerne i danskernes forbrugsmønstre og arbejdet på globalt plan med fremtidens varehus.

- Vi lever i en verden, hvor alt bliver mere digitalt - også vores købsvaner. Vi kan se, at flere og flere danskere handler på nettet frem for i de fysiske butikker. Det er en udvikling, vi er nødt til at tage seriøst. Det er vores ambition at bygge nye varehuse, der sikrer, at vi møder vores kunders behov og giver dem den bedst mulige IKEA oplevelse i fremtiden. Derfor arbejder vi på at afklare, hvordan kundemødet skal være i fremtiden, og det har også indflydelse på vores planer i Esbjerg, forklarer Anders Lyhne Nordtorp.

Han fortsætter:

- Lige pt. fokuserer vi vores kræfter på at redefinere planerne for vores andet nye varehus i København. De erfaringer, vi gør os i arbejdet med København, tager vi selvfølgelig med, når vi ser på udviklingen af varehuset i Esbjerg. Pausen i Esbjerg er en naturlig følge af, at vi også har måttet ændre tidsplanen i København, afslutter han.

Grunden, som det nye varehus skal opføres på, har IKEA Danmark købt af Pedersen Gruppen, Esbjerg. Lokalplanen for området blev godkendt af Esbjerg byråd 8. oktober 2018.

IKEA Danmark kan på nuværende tidspunkt ikke melde en ny tidshorisont for byggeriet af IKEA Esbjerg ud.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Et ja er et ja og binder alle partier i et forlig

Seks partier står bag. Seks partier fra Dansk Folkeparti til SF gik sammen og fik forhandlet et budget hjem – fint og uden de store problemer i øvrigt. For modsat naboerne i Haderslev og større kommuner som Kolding og Esbjerg er der styr på økonomien i Aabenraa. Ikke store og uhyggelige besparelser på børn, unge og ældre her. Tværtimod blev der råd til blandt andet at give skolerne lidt ekstra. Det var dog også helt nødvendigt. Penge til de ældre var der ikke, og det har fået kommunens seniorråd til i et høringssvar til budgettet at komme med dette krav til politikerne: Send flere penge, tak. ET NATURLIGT KRAV, for det er jo nærmest det, rådet er dannet for. At skabe så gode betingelser for kommunens ældre som muligt. Herunder at forlange flere penge i forbindelse med budgetforhandlinger. Kravene bliver ikke efterkommet, selv om byrådets populist par excellence, viceborgmester Ejler Schütt, selvfølgelig ikke kunne dy sig. Jamen, det må vi da se på, lød det sammenfattende fra DF’eren til jv.dk og JydskeVestkysten i begyndelsen af ugen, da vi skrev om Seniorrådets ønsker, og han understregede sin pointe ved at foreslå et møde i forligsgruppen inden for et par uger. Hvorfor sige nej til politisk sympati fra nogle vælgere, når muligheden nu bød sig? Nej vel, dertil er Ejler Schütts politiske næse alt for veludviklet. TIL GENGÆLD VAR der ikke megen respekt eller sympati at hente hos borgmester Thomas Andresen (V). – Undskyld mig, men hvor skal pengene komme fra, lød det nærmest arrigt fra borgmesteren, der bestemt ikke ser nogen anledning til at indkalde forligspartierne igen. Socialdemokratiets nye gruppeformand og nyudnævnte borgmesterkandidat, Erik Uldall Hansen, lod sig ikke friste. Også han står bag det forlig, partiet har givet og taget i. Selvfølgelig gør han det. – Vi har valgt, at børnene og folkeskolerne skulle have, sagde Uldall Hansen som begrundelse. Godt for det. Et ja er et ja, og et forlig er et forlig. Det ville tendere det useriøse at genåbne budgettet, blot et par uger efter det blev underskrevet, fordi man lige kom i tanke om, at der var nogle vælgergrupper, der ikke havde fået. Som om de var glemt. SÅDAN KAN DET POLITISKE arbejde ikke foregå. Nok er den økonomiske situation i Aabenraa fin, nok er der råd til lidt ekstra i 2020, men Aabenraa var for omkring et årti tilbage igennem store og voldsomme besparelser, og en gentagelse af dengang ønsker ingen i byrådet. Slet ikke ved at ødsle i gode tider. Derfor får Seniorrådet et klart nej til sine ønsker om flere penge. Og Schütt må naturligvis stå bag det forlig, han på sit partis vegne har indgået med Venstre, Socialdemokratiet, Slesvigsk Parti, De Konservative og SF. Eller vælge at træde helt ud. Borgmesteren behøver ikke DF’s stemmer i byrådssalen. Men så langt går Ejler Schütt selvfølgelig ikke, og det var heller ikke tanken bag hans udmeldinger. Han fiskede såmænd bare efter lidt sympati. GOD WEEKEND

Annonce