Siden 1. marts er Connie Dreyer vågnet hver nat. Sådan har det været altid, fortæller den økologiske fåreavler, for når fårene læmmer, er det svært at sove igennem. Hun har fået installeret videoovervågning, så hun ikke behøver at stå op i de kolde nætter og gå ud i stalden. Gennem skærmen kan hun se, om får og lam har det godt.
De første 14 dage af marts har givet 31 sunde lam, hvoraf kun et skal have tilskud med sutteflaske. Flere lam er på vej.
Den stolte vædder hedder Jakob. Han går blandt fårene, der endnu ikke har født, og tygger halm, mens afkommet springer, leger, dier, sover og stikker af, hvis de kan se deres snit til det.
Selv om Connie Dreyer og de andre danske fåreavlere har været nødt til at aflyse Fårets dag påskelørdag på grund af corona-virussen, går livet uanfægtet videre i stalden.
Dreyers økologiske gård
Vi syntes alligevel, at I skulle have et kig med ind i stalden, hvor de nyfødte lam spreder glæde.
Selv om der ikke er åbent hus på Fårets dag 11. april, er der åbent i Dreyers Økologiske Gårdsalg, hvor der bliver solgt produkter fra gården. Der er lammekød, fåreskind, æg, mel, garn og meget mere.
Se mere på dreyers-gaardsalg.dk.