Fredericia: I den nærmeste fremtid håber Fredericias voldmester at tage ild i brug, når der skal ryddes græs på volden.
- Jeg er ved at ansøge Slots- og Kulturstyrelsen om tilladelse til at foretage afbrænding på volden, siger Mikael Holdgaard Nielsen til Fredericia Dagblad.
Han mener, at metoden vil have i hvert fald tre fordele. Og derfor har han i nogen tid ladet græsset stå på en del af volden - i håb om at kunne bruge netop dét areal til afprøvning af metoden.
- I Rudersdal Kommune har man en del erfaringer med afbrænding, og jeg har aftalt med dem, at de hjælper os i gang, hvis vi får lov, siger voldmesteren.
I Rudersdal foretages afbrændingen ikke på et voldanlæg, men et stort, kuperet areal i Birkerød. Driftleder Jens Galby vurderer, at forholdene kan sammenlignes med volden.
Afbrænding skal afprøves - både for at skåne Volden mod den tunge maskine og for at fremme biodiversiteten.Mikael Holdgaard Nielsen, voldmester
Undgå "terrasser"
Den sædvanlige metode til græsrydning på volden har en uheldig bivirkning.
Den halvanden ton tunge græsslåmaskine skaber nemlig nogle steder spor på volden, som med tiden danner små terrasse-lignende ujævnheder. Det kan blandt andet ses på Prinsessens Bastion, hvor man kan se de vaskebræt-lignende spor på volden, når græsset er nyslået.
- Det problem kunne man undgå, hvis man i stedet brugte afbrænding, siger Mikael Holdgaard Nielsen.
Samtidig har volden flere steder ujævnheder, som den kraftige græsslåmaskine ikke kan køre på uden at vælte.
Skånsom for fritlagte volde
Lige nu står dele af Fredericia Vold hel nøgen efter bortrydning af træer og krat.
På sigt vil også disse dele af anlægget blive dækket med græs, men der er grund til at tro, at de fritlagte volde vil være særligt sårbare for kørsel med den tunge græsslåmaskine. Også her kan afbrænding måske være en god løsning, mener voldmesteren.
Godt for biodiversiteten
Endelig vil afbrænding have en gavnlig effekt på biodiversiteten, vurderer Mikael Holdgaard Nielsen.
- I dag har vi urter og blomster, der ligger i "dvale" på volden. De ville kunne komme frem efter afbrænding og dermed skabe bedre levevilkår for bier og andre insekter, siger han.
Netop biodiversiteten ligger ham meget på sinde, og han håber allerede til sommer at få lov at bruge afbrænding på de dele af Volden, hvor det kan håndteres sikkert.