Annonce
Udland

Illegalt fremstillet alkohol dræber 100 mennesker i Indien

En kvinde bliver trøstet, efter at hendes mand er død som følge af at have drukket illegalt fremstillet alkohol i den nordlige del af delstaten Uttar Pradesh.

100 personer omkommer i Indiens mest dødelige alkoholforgiftning siden 2011.

Mere end 100 personer er døde i to indiske delstater, efter at de har drukket illegalt fremstillet alkohol. Politiet og medierne fortæller mandag, at det er den værste alkoholforgiftning i flere år.

Mavesmerter og åndedrætsproblemer var symptomer, som de omkomne ifølge pårørende og myndigheder klagede over efter at have drukket alkoholen.

- Han klagede over mavesmerter, så jeg bragte ham til hospitalet for at få en indsprøjtning, sådan fortæller Hira Lal, der er kone til et af ofrene, til det asiatiske nyhedsbureau ANI ifølge Reuters.

- Han fik det bedre og sov, efter at han kom hjem. Men smerterne vendte tilbage, så vi bragte ham til hospitalet igen, hvor de indlagde ham, fortsætter hun.

De omkomne befandt sig i Haridwar i delstaten Uttarkhand og to distrikter i nabodelstaten Uttar Pradesh.

- Det totale antal ofre i Haridwar er 36, og lige nu er 18 mennesker under behandling, fortæller senior politiinspektør i Haridwar Janmaijai Prabhakar.

Myndighederne i Uttar Pradesh kunne mandag ikke udtale sig om det sidste nye i sagen.

Men ifølge de indiske nyhedsaviser Indian Express og Times of India er minimum 69 mennesker døde som følge af alkoholforgiftning i delstaten.

Politiet har anholdt fire personer i forbindelse med dødsfaldene.

Død som følge af alkohol, der er ulovligt produceret, forekommer jævnligt i Indien. Det skyldes, at mange indere ikke har råd til at købe godkendt alkohol og derfor køber alkohol uden varemærkning.

Alkoholforgiftningen er den mest dødelige siden 2011, hvor en lignende sag dræbte 172 mennesker i Vestbengal.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce