Annonce
Sydjylland

Indehavere af kaffebar brygger på nyheder til næste år: Honza og Veronika nyder lidt fritid ved havet

I højsæsonen har billedet ofte set sådan ud hos Twenty Twenty Coffee på Strandgade i Hvide Sande - med gæster ude foran, inde på kaffebaren og omme i baghaven. Foto: Honza Zak
Tjekkisk kærestepar, der driver kaffebaren Twenty Twenty Coffee i Hvide Sande, er glad for modtagelsen i havnebyen.
Annonce

Hvide Sande: 'We will be back in December for some christmas-hygge ...'

De er fra Tjekkiet, og deres danskkundskaber sprænger ikke karakterskalaen, men på sociale medier bliver der rundhåndet uddelt topkarakterer til Veronika Julinkova og Honza Zak, der i forsommeren åbnede kaffebaren Twenty Twenty Coffee i Hvide Sande.

Efter næsten 100 arbejdsdage i træk valgte kæresteparret at stemple ud en tirsdag og en onsdag i starten af september - for så at lukke helt ned for en stund i slutningen af oktober:

- Det har virkelig været en spændende sæson for os. Vi er enormt glade for at have fundet ud af, at såvel lokale som turister synes, at Hvide Sande har manglet sådan en kaffebar som vores, siger 29-årige Honza Zak og tilføjer:

- Det gav os motivation og energi til at stå tidligt op hver dag og arbejde hårdt. Alle de tilbagemeldinger, vi har fået, motiverer os til fortsat at forbedre vores koncept. Vi arbejder allerede nu på nogle nye idéer til 2021-sæsonen.

Og som antydet i starten af denne artikel, vil der altså også være åbnet hos Twenty Twenty Coffee på udvalgte dage i december. Indtil videre er der sat kryds ved weekenderne i uge 50 og 51 samt stort set alle dage i uge 52 og 53.

Annonce

Brug for flere ansatte

Corona-krisen har sat sit præg på opstarten og driften af kaffebaren i Strandgade, men Honza Zak og Veronika Julinkova er ved godt mod:

- På trods af situationen med covid-19 har det hele fungeret godt, og det er vi selvfølgelig glade for. I vores første år i Hvide Sande ønskede vi at klare det meste af arbejdet selv for at få en forståelse af, hvad det kræver af timer. Nu ved vi præcist, hvad jobbet kræver, og det er en stor hjælp for os i de kommende sæsoner, hvor vi har planer om at ansætte mere personale, siger Veronika Julinkova.

Veronika Julinkova og Honza Zak har valgt at investere såvel tid som penge i huset på Strandgade 5, som de overtog nøglerne til 1. januar i år. Derefter fulgte der måneder med istandsættelse og indretning, inden kæresteparret fra Tjekkiet var klar til at åbne kaffebaren Twenty Twenty Coffee. Arkivfoto: Johan Gadegaard

Hun er også 29 år - og en glimrende barista, der har lært håndværket at brygge god kaffe på La Cabra i Aarhus, hvor Veronika Julinkova i to år varetog et job som manager.


I vores første år i Hvide Sande ønskede vi at klare det meste af arbejdet selv for at få en forståelse af, hvad det kræver af timer

Veronika Julinkova, Twenty Twenty Coffee


Hun og Honza havde egentlig en drøm om at flyve ud i verden på en tiltrængt ferie, men som så mange andre bliver de på landjorden - i Hvide Sande, hvor de ejer huset i Strandgade:

- Vi nyder disse dage uden faste tidsskemaer og med mere fritid ... tid til at gå ture på stranden og tid til at tage ud at surfe på Vesterhavets bølger, tilføjer Veronika Julinkova.

Annonce

Lidt mere på menuen

November-stilheden hos Twenty Twenty Coffee giver de to indehavere ro til at planlægge året, der kommer.

Det ligger fast, at baghaven med stor træterrasse og sol på gode dage skal trimmes og justeres lidt.

Måske der skal føjes nogle nyheder til menukortet, og måske der skal lidt flere varer på hylderne?

De to iværksættere fra Tjekkiet, hvor de begge har studeret sport og turisme på universitet, har haft stor succes med at sælge håndlavede 'Hvide Sande'-krus:

- Dem har vi mange efterspørgsler på til julegaver, så vi skal nok sørge for at have nok krus på lager i december, siger Veronika Julinkova.

En god ven hjemme i Tjekkiet står for design og produktion af håndlavede 'Hvide Sande'-krus, der kan købes hos Twenty Twenty Coffee. Foto: Honza Zak 

Hun og kæresten har tidligere pointeret, at de agter at slå rod i den vestjyske havneby:

- Vi taler fem, syv eller ti år. Men vi kan ikke sige, hvor vi er om 25.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Jesper Petersen bliver ny statsrevisor

Annonce