Annonce
Udland

Målinger ved indisk valgs afslutning viser sejr til Modi

Narinder Nanu/Ritzau Scanpix

I alt 900 millioner har kunnet stemme ved verdens største demokratiske valg i Indien.

Et spændingsfyldt maratonvalg i Indien, der er blevet holdt over syv runder siden 11. april, blev søndag afsluttet med den syvende og sidste valgrunde.

Efter de sidste valgsteder var lukket, viste valgstedsmålinger, at premierminister Narendra Modi udbygger sit flertal og sikrer sig endnu en periode i regering.

Der var tidligt på dagen lange køer ved stemmelokalerne i de otte nordlige delstater, hvor verdens største demokratiske valg blev afsluttet.

Alle stemmer tælles op torsdag, og her ventes resultat offentliggjort.

I alt har 900 millioner indbyggere - fra Goas strande over slumkvartererne i Mumbai til klostrene i Ladakh i Himalayabjergene - kunnet stemme ved valget, der blev afsluttet søndag aften klokken 18.00 (klokken 14.30 dansk tid).

En valgstedsmåling fra India Today Axis giver Modis alliance NDA mellem 339 og 365 mandater i parlamentet med 545 medlemmer.

Langt bagefter kommer hovedrivalen, Kongresspartiet, som står til mellem 77 og 108 mandater.

Modis alliance vandt ved valget i 2014 336 pladser.

I en anden valgstedsmåling, der offentliggøres af Todays Chanakya, så vil NDA få omkring 350 pladser.

Valgstedsmålinger har dog ikke det bedste navn i Indien. De har tidligere vist sig mindre præcise. Men den overordnede tendens plejer de at ramme.

Under valgkampen har Modis eget hindu-nationalistiske parti BJP spillet mere på manden end på partiet. Man har understreget hans image som en "stærk mand" over for Pakistan.

Oppositionen, som ledes af Kongresspartiet og dets leder, Rahul Gandhi, beskylder Modi for at skabe politisk splittelse og ødelægge landets økonomi.

Den 68-årige Modi og den 48-årige Gandhi har næsten dagligt råbt fornærmelser mod hinanden. Premierministeren kalder sin rival for "et fjols", mens Gandhi kalder Modi for "en tyv".

I dagbladet Hindustan Times skrev den politiske kommentator Karan Thapar, at Modis kampagne har spillet mest på vælgernes "indre frygt og usikkerhed". Han kritiserer også Gandhis kampagne.

De kommende år ventes Indiens økonomi at vokse sig til verdens femte største. Men Modi-regeringen har ikke formået at skabe job til millioner af indere, som hver måned kommer ud på arbejdsmarkedet.

Samtidig med store økonomiske problemer har spændinger taget til i nogle områder, hvilket har ført til lynchninger af muslimer og af dalitter, som tilhører den laveste og fattigste kaste i landet.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce