Annonce
Udland

Indisk politi dræber fire mænd mistænkt for drab og voldtægt

Noah Seelam/Ritzau Scanpix

Flere folk er samlet for at fejre, at politiet i Indien har dræbt fire mænd mistænkt for drab og voldtægt.

Fire mænd, der var mistænkt for at voldtage og dræbe en 27-årig dyrlæge, er fredag blevet skudt og dræbt af politiet i Indien.

Det oplyser indisk politi.

De fire mænd havde været i politiets varetægt i en uge. De blev skudt tidligt fredag morgen i forbindelse med en rekonstruktion.

Under rekonstruktionen forsøgte mændene angiveligt at flygte fra politiet.

- De blev dræbt i krydsild. De prøvede at vriste våben fra vagterne, men blev skudt og dræbt, siger vicepolitikommissær Prakash Reddy.

Mændene var mistænkt for at voldtage og dræbe en kvinde, inden de angiveligt brændte hendes lig. De skal have punkteret hendes scooter og herefter have lokket hende med sig med et løfte om at reparere den.

Sagen har ført til store demonstrationer forskellige steder i Indien.

Nyheden om drabet på de fire førte fredag til jubel. Flere hundrede personer samlede sig nær stedet, hvor mændene blev skudt, for at fejre deres død ved blandt andet at affyre fyrværkeri og kaste blomsterblade over politiet.

Også kvindens familie er glad for den seneste udvikling.

- Det er ti dage siden, min datter døde. Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed over for politiet og regeringen.

- Min datters sjæl har fået fred, siger hendes far ifølge nyhedsbureauet ANI, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Nogle rettighedsaktivister er dog kritiske over for håndteringen af sagen. De mener, at regeringen forsøger at undgå at placere et ansvar.

Det indiske politi beskyldes ofte for at dræbe mistænkte for at omgå den juridiske proces og for at dække over mislykkede efterforskninger.

- Det er fuldstændig uacceptabelt.

- Politiet må også stilles til ansvar. I stedet for efterforskning og retsforfølgelse begår staten drab for at distrahere offentligheden og undgå at placere et ansvar, siger advokat og aktivist Vrinda Grover.

Voldtægt og seksuel vold mod kvinder har været særligt i fokus i Indien siden 2012. Her blev en 23-årig kvinde om morgenen gruppevoldtaget i en bus i den indiske hovedstad, New Delhi. Kvinden døde efterfølgende af sine skader.

I 2017 registrerede politiet 33.658 voldtægtssager i Indien, skriver BBC.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

PostNord er en dødssejler

I årevis har fusionen mellem Post Danmark og det svenske Posten AB til PostNord i 2009 været et problembarn. Der er nemlig så store forskelle mellem Danmark og Sverige, at det har vist sig nærmest umuligt at få fællesskabet til at fungere. Mens Danmark er en digital spydspids, bliver der fortsat ekspederet masser af fysiske breve og dokmenter via posten hos vores nordiske naboer. Og skønt man kan begræde det traditionelle brevs forsvinden i vores land, er udviklingen uafvendelig. Situationen i Danmark har siden 2012 udløst adskillige årsregnskaber med blodrøde tal, hvilket har belastet hele PostNord i fatal grad. I det seneste årsregnskab for 2018 havde den danske del af forretningen et minus på over en milliard kroner. Noget tyder på en bedring i økonomien, men prisen har været høj i form af massefyringer og bestandigt forringet service. Imens fortsætter brevmængden med at falde på grund af den digitale kommunikations fortsatte fremmarch kombineret med alt for lange leveringstider på fysiske breve. Nu er flere partier så åbne for at forlade postsamarbejdet. De nye toner er der grund til at være tilfreds med. For nok er situationen lige nu slem. Men fremover vil den blive endnu værre. Også hos vores naboer vil den moderne kommunikation vinde stadig mere frem. Det er ganske enkelt for hurtigt, bekvemt og billigt at holde digital kontakt med både venner, familie og myndighederne til, at fysiske breve på sigt kan overleve i større omfang. Det gælder også i Sverige. PostNord er med andre ord en dødssejler, det ikke vil være klogt at holde fast i. Lad os få lukket virksomheden, inden vi bruger endnu flere penge på at forlænge dens skrantende eksistens. Naturligvis skal det også fremover være muligt at sende fysisk post i Danmark. Men der er bestemt ingen grund til at genopbygge et nationalt postvæsen. I stedet bør politikerne se på muligheden for at betro opgaven til private aktører. Dyrere og ringere end den nuværende ordning kan det umuligt blive.

Haderslev

Den tandløse prisvinder

Annonce