LÆSERBREV: Hvorfor er det nu vi har indkøbsaftaler? Ja, som kommune skal vi forvalte borgernes penge med omhu og dermed handle, hvor vi kan få en god pris. Som alle andre opnår vi en bedre pris, når vi handler stort ind og handler færre gange. Det gør vi via forskellige indkøbsaftaler, mange af dem sammen med 65 andre kommuner.
Det vi sparer ved at handle stort ind, til en god pris, kan vi bruge på de mange borgernære kerneopgaver, som vi meget gerne vil gøre noget for. Det være sig skole- og børneområdet, ældreområdet eller andre af de vigtige områder, som kommunen arbejder med.
Havde vi ikke disse indkøbsaftaler, ville vi mangle rigtig mange millioner til disse kernevelfærdsområder.
Det skal sættes op imod at vi også gerne vil støtte op om det lokale erhvervsliv.
Det er HELE byrådet faktisk enig i, da der af flere omgange enstemmigt er vedtaget hvordan forvaltningen skal agere omkring indkøbsaftaler.
Der er dog nogle uhensigtsmæssige knaster i vores nuværende indkøbspolitik, som der skal ses på, så der lokalt kan gøres indkøb i dagligdagen, når det giver mening.