Annonce
Sønderborg

Indsamling gav bonus i Sønderborg

Annelise Alkemade har valgt sin rute og får udleveret materiale og indsamlingsbøsse. Foto: Jacob Schultz
Dansk Flygtningehjælp indsamlede i søndags næsten 100.000 kroner i Sønderborg Kommune.

Sønderborg: Bøsserne raslede, da de frivillige indsamlere for Dansk Flygtningehjælp søndag middag tog ud og samlede penge ind i Sønderborg.

Indsamlerne i Sønderborg mødtes i Multikulturhuset ved Sønderborg Havn, og de blev sendt ud på 41 i forvejen planlagte ruter. De fleste gik ud to og to.

Jan Nicolaisen var kommune-koordinator på projektet, og han glæder sig over søndagens resultat.

- Vi har samlet 36.153 kroner ind i kontanter i Sønderborg by alene. I hele kommunen er der samlet 79.385 kroner ind i kontanter sammenlagt, fortæller Jan Nicolaisen:

De frivillige indsamlere gik på deres ruter fra 10-14, og Jan Nicolaisen oplevede, at alle havde haft en god dag med raslebøsserne.

- Der var en rigtig god stemning hele dagen, blandt indsamlerne, og det lyder som om, at de heller ikke har mødt nogle sure miner på deres ruter, så vi er meget glade og tilfredse med søndagens arbejde, fortæller han.

Omkring 50 indsamlere mødtes ved Multikulturhuset og fik udleveret deres ruter. Der var i alt 103 indsamlere i Sønderborg Kommune.

Indsamlerne modtog bidragene kontant og via Mobilepay.

- På tværs af kommunen har vi modtaget 17.642 kroner fra Mobilepay. Så vi rammer i alt næsten 100.000 kroner, og det synes jeg, er rigtig fint klaret, fortæller Jan Nicolaisen.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

IS-medlem er inderligt uvelkommen

Et tidligere medlem af Islamisk Stat ankom mandag til Danmark, og blev straks anholdt. Manden har siddet fængslet i Tyrkiet, men blev sendt til Danmark på begæring af de danske myndigheder. Formentlig skal man være jurist for at forstå, hvorfor Danmark har bedt om at få den pågældende udleveret. Han er inderligt uvelkommen. Manden er den 28-årige Ahmad el-Haj. Han er af palæstinensisk oprindelse, men ærgerligt nok udelukkende dansk statsborger. Passet kan han derfor ikke miste. Trods det danske pas er det naturligvis grotesk at påstå, manden er vendt hjem. Danmark er ikke et hjem for mennesker, der har vendt os ryggen og direkte kæmpet mod landets interesser. Justitsminister Nick Hækkerup er blevet kritiseret for at lægge pres på domstolene i sagen om den den udleverede. Ministeren har nemlig sagt, at manden forhåbentlig bliver dømt for de forbrydelser, han har begået. Kritikken kommer fra De Radikale og Enhedslisten. Strengt taget har de ret i, at det ikke er en ministers, men domstolenes opgave at vurdere, om en sigtet er forbryder eller ej. Men ikke desto mindre er Nick Hækkerups spontane reaktion absolut forståeligt. Så skulle en domstol kende den pågældende skyldig, sker det forhåbentlig efter straffelovens paragraf 114. Den såkaldte terrorparagraf åbner nemlig mulighed for fængsel på livstid. Sanktionen er aldeles passende, hvis den 28-årige skulle vise sig at have deltaget i Islamisk Stats uhyrlige forbrydelser. Måtte han i givet fald aldrig komme på fri fod eller i hvert fald sidde i fængsel, til han er en meget gammel mand ligesom den firedobbelte politimorder Palle Sørensen. Han tilbragte 33 år bag tremmer. Ahmad el-Haj blev ifølge flere medier hårdt såret under et bombeangreb og sidder i kørestol. Han har fortalt Weekendavisen, at han inderligt fortryder sine handlinger. I betragtning af de konsekvenser hans indsats for Islamisk Stat har haft for ham selv, er det såmænd ganske muligt. Nogen formildende omstændighed er det imidlertid ikke.

Annonce