Annonce
Sport

Indskiftet Eriksen får 20 minutter i Tottenhams nullert

David Klein/Reuters
Efter daglige skriverier om et kommende klubskifte var Christian Eriksen bænket, da Tottenham fik uafgjort.

Christian Eriksen blev sendt på banen små 20 minutter før tid, men danskeren kunne ikke ændre på, at Tottenham i Premier League spillede 0-0 ude mod Watford.

Faktisk skulle Eriksen og co. prise sig lykkelige for resultatet, da keeper Paulo Gazzaniga reddede et straffespark 20 minutter før tid.

Med resultatet har Tottenham 31 point på syvendepladsen efter en hakkende sæson, og spekulationerne om, hvorvidt det var Eriksens sidste kamp for Tottenham, kan fortsætte.

Efter daglige nyheder om Christian Eriksens mulige afgang til italienske Inter enten til sommer eller i januar er de seneste kampe hver gang blevet kaldt danskerens sidste for klubben.

Lørdag var Eriksen henvist til bænken, men virkede ganske ubemærket af al virakken, da han blev sendt på banen.

Tottenham-manager José Mourinho kommenterede fredag, at Tottenham ikke har modtaget et officielt bud på danskeren, efter at mange medier har berettet, at Eriksens agent og Inter har forhandlet danskerens krav på plads.

Første halvleg blev en tempofyldt affære med Tottenham som dominerende i indledningen. De helt store chancer lod vente på sig, men gæsternes Lucas Moura fik et stort tilbud syv minutter før pausen efter en hurtig omstilling.

Den lynhurtige brasilianer var igennem i højt tempo, men Watford-keeper Ben Foster reddede situationen, og første halvleg endte uden mål.

Anden halvleg var dog blot to minutter gammel, da Watfords Abdoulaye Doucoure misbrugte en stor chance alene igennem, og hjemmeholdet truede i indledningen.

Dele Alli kom til en stor chance på et hovedstød efter syv minutter, og med en halv time igen var det stadig målløst, da Son Heung-min hamrede bolden over mål på et kontraløb.

Med 20 minutter igen begik Jan Vertonghen så et klokkeklart straffespark, da han rørte bolden med hånden i feltet, men Gazzaniga reddede forsøget efterfølgende.

Så kom Eriksen ind i stedet for Dele Alli, og danskeren forsøgte sig hurtigt med et langskud og fremtvang et hjørnespark.

Nytilkomne Gedson Fernandes fik de sidste ti minutter på banen for Tottenham efter skiftet fra Benfica, og Tottenham var tæt på at snuppe de tre point, da bolden dansede på Watfords målstreg blandt venner og fjender i tillægstiden.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce