Annonce
Esbjerg

Industrivej i Ribe spærret i fem måneder: Erhvervsdrivende mister kunder

Birger Knudsen har allerede mærket en forskel i mængden af kunder hos Specialbutikken, nu hvor Industrivej er spærret. Foto: René Aunsbjerg Fogh
For både Anders Rohr Jørgensen fra Kontorcentret og Birger Knudsen fra Specialbutikken vil det give konsekvenser, at Industrivej er spærret frem til november.

Ribe: Bilister, der skal ad Industrivej i Ribe Nord, har i en uge skullet finde en anden vej for at komme ind til eksempelvis Specialbutikken eller til Ribes kontorcenter, AR Jørgensen.

Det er to af de forretninger, der især mærker, at vejen er spærret nu og vil være det frem til november i forbindelse med udvidelsen af Trojelsvej og Plantagevej.

- Der har helt sikkert været mindre liv i butikken siden sidste mandag. Normalt har vi måske 100 kunder inde om dagen, og det har der helt sikkert ikke været den seneste tid. Det er især gassalget til private, vi har mistet, for de finder et andet sted at købe det, når de ikke kommer ind til os, siger Birger Knudsen, der er indehaver af Specialbutikken.

Det billede kan Anders Rohr Jørgensen, som driver kontorcenteret på hjørnet af Industrivej og Trojelsvej, også se.

- Jeg kan tydeligt mærke forskel på antallet af strøgkunder og privatkunder i butikken. Det er den samme tendens, som sidste gang vejen var spærret, siger han.

Annonce

Spærret i knap fem måneder

Industrivej har været spærret siden den 24. juni og vil forblive det indtil midt i november.

Arbejdet består blandt andet i få flyttet diverse ledninger til elektricitet, vand, gas, strøm, kommunikation m.v. samt få lavet afvandingsledninger til det nye vejareal.

Frygter fyring

Hos Volkswagen Ribe, der også er ramt af vejspærringen, er man mere neutrale omkring de ændrede forhold, og man mærker heller ikke nogen synderlig forskel i antallet af kunder.

- Det er da irriterende, at vejen er spærret, men det er jo et nødvendigt stykke arbejde. Jeg tænker mere på, at alternativet var, at vejen skulle føres uden om Ribe, og det ville være værre for os, siger medejer Torben Madsen.

Ud over selve vejspærringen er Birger Knudsen også ærgerlig over skiltningen samt tidshorisonten for spærringen

- Der står, at vejen er spærret, men det er den sådan set ikke, for man kan godt komme ind ad Bohrsvej. Fem måneder med en spærret vej er meget lang tid, og jeg frygter, at hvis der ikke sker noget drastisk, så må jeg sende en medarbejder på afspadsering eller i sidste ende fyre nogen, siger han.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Annonce