Annonce
Sport

Ingen CL-hjælp til Skjern: Vi skal selv gøre arbejdet

Skjerns bagspiller Thomas Mogensen scorede seks gange i søndagens udekamp mod HC Zagreb. Kampen endte dog med et nederlag til Skjern.

Flensburg-Handewitt tabte til Motor Zaporozhye, og det var ikke godt for Skjern i Champions League-gruppen.

Skjerns håndboldherrer fik søndag vanskeligere ved at gå videre fra gruppespillet i Champions League.

Dels fordi Skjern selv tabte 29-32 ude til HC Zagreb, og dels fordi de øvrige resultater ikke flaskede sig for den danske mesterklub.

Skjern er placeret på sidstepladsen med 6 point efter 11 kampe og skal forsøge at indhente Motor Zaporozhye på sjettepladsen i de sidste tre spillerunder.

Motor Zaporozhye overraskede søndag ved hjemme at besejre Flensburg-Handewitt med 28-26 og har nu ni point på sjettepladsen.

Skjern-playmakeren Thomas Mogensen, der har en fortid i Flensburg, ærgrer sig over det tyske nederlag.

- Selvfølgelig jokede vi med, at Flensburg ikke kan være det bekendt, men vi ved også godt, at det er os selv, der skal gøre arbejdet. Vi skal ikke sige, at der er nogen, der skal gøre noget for os.

- Hvis vi skal videre, så skal vi også have de point, det kræver. Ellers har vi sgu heller ikke fortjent at komme videre, siger Mogensen.

Skjern skal på søndag møde Nantes på hjemmebane, og dernæst venter Motor Zaporozhye og Celje i de to sidste kampe.

- Vi møder selv de hold, vi skal kæmpe med om at komme videre. Og nu er der kun tre kampe tilbage, og det blev en lille smule sværere efter dette nederlag.

- Men vi arbejder videre, vi tror stadig på det og jagter vores chance, og så må vi se, hvor langt det rækker, siger Mogensen.

Henrik Kronborg, assistenttræner i Skjern, mener fortsat, at vestjyderne kan hente nok point i de sidste kampe til at gå videre som et af holdene i top-6.

- Der er tre muligheder tilbage nu, og vi kan stadig selv afgøre det langt hen ad vejen. Det er det, man skal i Champions League. Vi skal ikke have hjælp af nogen.

- Vi skal selv være dygtige nok til at afgøre det. Hvis vi ikke er det, så har vi heller ikke fortjent at gå videre. Så længe der er muligheder, så længe går vi efter det, og så længe er vi optimistiske.

- Hvis vi spiller optimalt, så er der muligheder for at få point, men det kræver, at vi rammer et højt niveau, siger Kronborg.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
EfB

Genlæs liveblog: EfB taber 1-3 til FCK

Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce