x
Annonce
Tønder

Ingen kan sætte grænser for et godt venskab

Inga Rasmussen bor i Gallehus ved Tønder, mens Karsten Tychsen bor i Sønder Løgum lige syd for den tyske grænse. Normalt ses de to venner hver dag, men på grund af grænselukningen for at mindske smitten af coronavirus kan de ikke længere besøge hinanden. De har heldigvis fundet på en anden måde at fortsætte den daglig snak - for den stopper ikke. Foto: Cecilie Anne Spottog Petersen
Der skal mere end en grænsebom til for at stoppe et stærkt venskab. Det har Inga Rasmussen fra Tønder og Karsten Tychsen fra Sønder Løgum på den tyske side af grænsen bevist.

Tønder: Hvad gør man, når man er vant til at mødes hver dag, men pludselig ikke kan det mere, fordi den normalt usynlige grænse på landevejen ved den dansk/tyske grænse er blevet lukket med betonklodser?

Man mødes da på hver sin side af betonklodserne. Det er i hvert fald, hvad venneparret Inga Rasmussen og Karsten Tychsen gør.

Inga Rasmussen på 85 år bor i Gallehus ved Tønder, mens 89-årige Karsten Tychsen er bosiddende i Sønder Løgum cirka ti kilometer syd for grænsen.

Normalt mødes de to hver dag, når Inga kommer forbi Karsten til en bid mad eller en lille en om aftenen. Det har de gjort i to år nu, men det daglige besøg har en global coronakrise og to regeringer, der lukkede grænserne, sat en stopper for.

Men der er ingen grænser for et stærkt venskab. Derfor besluttede de to at mødes ved grænseovergangen og vende verdenssituationen dér i stedet, med betonklodserne som kaffebord.

Torsdag eftermiddag er ingen undtagelse. Klokken 15 sidder Inga Rasmussen og Karsten Tychsen klar - på hver sin side. Karsten på cykel og Inga i bil, hvori hun har medbragt to stole - en til hver af dem.

- Inga, der er kaffe på kanden, siger Karsten Tychsen og rækker kaffekoppen ind over den rød/hvide afspærring, der skiller de to.

- Du har også taget chokoladekiks med, kan jeg se, smiler Inga Rasmussen.

- Det har jeg. Skål for, at Danmark og Tyskland må leve, og skål for et godt venskab, udbryder han.

Annonce
Men der er jo kun den her bom, så vi kan jo fint mødes her.

- Inga Rasmussen

Mødet ved jordbærboden

Idéen til at mødes ved grænsen var Karsten Tychsens. I første omgang var Inga Rasmussen ikke meget for idéen. Som hun siger, var hun lidt nervøs for, om der stod vagter ved overgangen og kontrollerede, at folk ikke gik over på den anden side.

- Men der er jo kun den her bom, så vi kan jo fint mødes her, konstaterer hun.

Venskabet mellem de to begyndte at blomstre for godt to år siden, da de mødtes i en kø til en kartoffel- og jordbærbod ved Møgeltønder. Her faldt de i snak, og Karsten inviterede Inga på mad. Siden har de set hinanden næsten hver dag. Og der er sjældent stille, når venneparret er sammen. Det er heller ikke tilfældet torsdag eftermiddag, selvom møderne er lidt anderledes, end de plejer at være.

- Der er jo nok at fortælle, griner den ældre herre.

- Mellem os er der aldrig stille.

Stærkt venskab

Selvom både Inga og Karsten synes, at det er hyggeligt at sidde i solskin med en kop kaffe og snakke, er de begge enige om, at det er en mærkelig situation. Men de ved også godt, at det ikke kan være anderledes.

- Vi nyder det gode vejr, og begynder det at regne, så sætter vi os ind i Ingas bil, siger Karsten Tychsen. Men her må Inga Rasmussen stoppe ham:

- Nej, Karsten, det må vi jo ikke.

Efter en lille tænkepause må Karsten Tychsen give hende ret:

- Nej, det må vi jo ikke. Det er mærkeligt, for vi ved ikke, om det her skal fortsætte til i morgen eller et halvt år endnu.

Men på spørgsmålet om, de to vil forsætte møderne ved betonklodsen på landevejen ved grænsen er svaret ja. Som Karsten Tychsen siger:

- Sådan er kærligheden - ingen kan stoppe den.

Det handler om at holde afstand, det ved Inga Rasmussen og Karsten Tychsen godt. Men man kan ikke skille gode venner fra hinanden. Derfor mødes venneparret ved den dansk-tyske grænse ved Møllehus ved Tønder for at få den daglige snak og en kop kaffe og kiks over grænsebommen. Foto: Cecilie Anne Spottog Petersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce