Annonce
Danmark

Hugo hitter: Her er de mest populære navne

Ida og William var de mest populære navne i 2018. Arkivfoto: Martin Ravn
Mens der ikke er udskiftning på førstepladsen for drenge- og pigenavne, har Hugo gjort comeback på listen.

Ida og William holder fast i førstepladsen som de mest populære pige- og drengenavne i 2018.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

I 2018 fik således 15 ud af 1000 nyfødte piger navnet Ida, mens 19 ud af 1000 drenge fik navnet William.

Det er særligt i Region Syddanmark og Region Midtjylland, at forældrene er glade for Ida, hvor navnet er det oftest givne til piger.

I Region Hovedstaden er det i stedet Ella, der ligger i top, mens Sofia ligger øverst i Region Sjælland. Freja topper listen i Nordjylland.

Annonce

Top ti: De mest populære navne

Her er de ti mest populære drenge- og pigenavnesidste år.
  • Pigenavne:
  • 1: Ida
  • 2: Emma
  • 3: Alma
  • 4: Ella
  • 5: Sofia
  • 6: Freja
  • 7: Josefine
  • 8: Clara
  • 9: Anna
  • 10: Karla
  • Drengenavne:
  • 1: William
  • 2: Noah
  • 3: Oscar
  • 4: Lucas
  • 5: Victor
  • 6: Malthe
  • 7: Oliver
  • 8: Alfred
  • 9: Carl
  • 10: Valdemar

Kilde: Danmarks Statistik.

Hugo er højdespringer

Navnet Hugo er det navn, der har gjort det største hop op ad listen. Fra at være nummer 56 i 2017, blev det i 2018 til en placering som nummer 27.

Blandt pigerne er det Ellie, der har haft den størst stigende popularitet. I 2017 skulle man nemlig ned til nummer 36 på listen, mens man i 2018 kun skal til nummer 24.

Sammenlignet med år 2017 er der dog ikke sket meget i forældrenes præferencer, når man ser på de mest populære navne.

Blandt de 10 mest givne drengenavne er kun ét skiftet ud, mens der for pigernes vedkommende er skiftet to ud.

Det er Emil, der har måtte se sig forvist til en plads uden for de prestigefyldte 10, mens Alberte og Agnes på pigernes side har været mindre populære.

Velkommen på listen er i stedet blevet budt Clara som nummer otte og Karla som nummer 10. Hos drengene har Valdemar gjort sit indtog som nummer 10.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce