Annonce
Esbjerg

Ingeniør-komet i Esbjerg ansætter 30 nye medarbejdere under corona-pandemi

Administrerende direktør og partner John Andresen, Ingeniør'ne, er nu i spidsen  for 150 ansatte. Bare under coronakrisen har virksomheden ansat 30 nye medarbejdere. Foto: Presse
Den Esbjerg-baserede rådgivende ingeniørvirksomhed Ingeniør'ne har stik imod udviklingen i erhvervslivet generelt ansat 30 nye medarbejdere midt under coronakrisen. Virksomheden har blandt andet vundet tre vigtige opgaver i forbindelse med byggeriet af det nye Odense Universitetshospital.
Annonce

Esbjerg: Mens et stort antal virksomheder lider hårdt under coronakrisen, findes der også solstrålehistorier i erhvervslivet, og en af dem dukker op i Esbjerg hos den rådgivende ingeniørvirksomhed Ingeniør’ne.

Her bugner ordrebøgerne i en grad, så Ingeniør’ne, siden verden blev lagt ned af den verdensomspændende pandemi, har rekrutteret 30 nye medarbejdere.

- Vi har naturligvis, som andre, oplevet den umiddelbare forsigtighed i markedet, men efter det værste chok havde lagt sig, kunne vi igen se en positiv tilgang i ordrebogen, siger John Andresen, der er partner og administrerende direktør hos Ingeniør’ne.

- Vi læser og ser alle steder, at erhvervslivet lider, og det er trist. Vi har også haft vores udfordringer med restriktioner og omstillinger, men vi har fundet gode løsninger, hvor blandt andet de virtuelle møder hurtigt blev en naturlig del af hverdagen både internt og eksternt. Jeg tør godt sige, at vi befinder os midt i en succes, fortsætter han.

Ingeniør’ne, som har hovedsæde i Esbjerg og afdelinger i Kolding, Odense og Aarhus, er på bare få år vokset fra 20 til flere end 100 medarbejdere, og nu lige nu tæller virksomheden omkring 150 ansatte.

Ingeniør’ne er efterhånden Region Syddanmark største rådgivende ingeniørfirma inden for byggeri, og for et par år siden rykkede virksomheden i nyt hovedkontor i det tidligere posthus i Jernbanegade.

I denne uge har Ingeniør’ne også taget første spadestik til en nyt kontordomicil til medarbejderne i Kolding.

Annonce

Et hattrick

Udviklingen hos Esbjerg-firmaet er sket, mens ingeniørbranchen i de senere år generelt har været præget af konsolidering med fusioner, opkøb og centraliseringer. Samtidig har Ingeniør'ne kunnet fremvise årlige vækstrater på 15-20 procent.


Målet for Ingeniør’ne er ikke blot at vokse. Målet er at sikre, at virksomheden forbliver den foretrukne rådgiver og samarbejdspartner, samt ikke mindst at vi forbliver en attraktiv og interessant arbejdsplads

John Andresen, adm. direktør og partner, Ingeniør'ne


Den aktuelle vækst er ikke mindst skabt af et vaskeægte hattrick, som giver Ingeniør’ne en historisk stor ordre samlet set. Esbjerg-virksomheden har således vundet tre store opgaver i forbindelse med etableringen af det nye Universitets Hospital i Odense (OUH), hvor Ingeniør’ne har vundet rådgivning af nyt produktionskøkken, en ny logistik- og sterilcentral samt det nye Steno Diabetes Center Odense. Samlet er der tale om opgaver til en værdi på cirka en milliarder kroner målt i håndværkerudgifter.

Ligeledes har regeringens boost til det almene boligbyggeri via renoveringspuljen på 30 milliarder kroner, også skabt mange muligheder for Ingeniør’ne. Allerede nu er der indgået aftale for rådgivning på projekter, der beløber sig til 1,5 til to milliarder kroner i håndværkerudgifter.

John Andresen tilskriver selv en stor del af Ingeniør’nes succes, at virksomheden i dag er bredt funderet i udvalgte kundesegmenter.

- Over de seneste år har vi fokuseret på at skabe et bredt og solidt ståsted med udvalgte segmenter knyttet til segmentledere, som er med til at udvikle de forskellige forretningsområder – sygehuse og sundhed, den almene byggesektor, byggeledelse og miljørådgivning, fortæller John Andresen.

Annonce

Små julefrokoster

Nu har Ingeniør’ne øjnene stift rettet mod opfyldelse af den vedtagne strategi, som skal resultere i, at virksomheden har 200 medarbejdere i 2023.

- Vi fastholder vores høje ambitioner og arbejder uændret mod strategi 2023. Målet for Ingeniør’ne er ikke blot at vokse. Målet er at sikre, at virksomheden forbliver den foretrukne rådgiver og samarbejdspartner, samt ikke mindst at vi forbliver en attraktiv og interessant arbejdsplads med en sund økonomi til gavn for den videre udvikling af virksomheden og medarbejderne, siger direktøren.

Som en særlig påskønnelse af medarbejdernes indsats fik alle medarbejdere fredag en virtuel biograftur, hvor de hjemmefra i trygge rammer kunne nyde en stille stund med familien. Julefrokosten bliver medarbejderne hos Ingeniør’ne heller ikke snydt for. I stedet for en stor julefrokost samles de ansatte fra de respektive kontorer, og der laves virtuel opkobling mellem kontorerne samt indslag via storskærm fra eksterne lokaler med overraskelser i løbet af aftenen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Corona sender en hel skole hjem: 500 elever må tidligst komme i skole igen på tirsdag

Esbjerg

3. døgn uden nye smittede: Vadehavsskole er ved at have styr på smitteudbrud

Annonce