Annonce
Varde

I Ansager fejrede de musikken, fællesskabet og frivilligheden

Er i klar til sommersang i Mariehaven? Selvom de første havde stået i kø fire timer før porten åbnede var humøret højt, og Helge Engelbrecht ved, hvordan han skal modtage sine gæster. Foto: Malene Wonsbek
Inger Gaarde fra Ansager har sammen med flere hundrede frivillige og gæster været til fest i Ansager, hvor Helge og Rie Engelbrecht hele weekenden har fejret dobbeltjubilæum.

Ansager: Selvom de havde stået i kø foran den sorte gitterport i flere timer, sang de ventende koncertgæster: ”Sommersang i Mariehaven. Ord og toner, der gør dig glad. Når man synger, kildrer det i maven. Sjælen får sit brusebad”

Og de kunne den udenad. De har helt sikkert været her før …

På den anden side af porten – i Mariehaven har godt 140 frivillige hjælpere været aktive det meste af weekenden. Fredag og lørdag var der både reception, fest og underholdning for byens borgere, gæster og hjælpere. Nu er det dagen for den store 10 års jubilæumskoncert med navne som Stig Rossen, Keld og Hilda, Kirsten Siggaard, Bjørn Tidmand, Jakob Haugaard, Anne Dorte Michelsen og mange flere.

Annonce
Her er ingen sure, alle hjælper hinanden. Der er fællesskab, glæde og smil. Vi er her jo frivilligt.

Inger Gaarde

Overskud til alle

Sang og fællesskab skaber glæde. Derfor bruger 75-årige Inger Gaarde mange frivillige timer på at hjælpe til i Mariehaven.

- Da Helges mor, Grethe, i 1995 flyttede til Ansager fik jeg løn for at hjælpe hende med at holde hus og have. Da Grethe i 2009 døde, fortsatte jeg med at holde huset, og det får jeg stadig løn for. Men ved siden af er jeg én af de mange frivillige, der hjælper til, når der er koncerter og arrangementer. Det har min mand også gjort, men han er 88 år og kan ikke mere, fortæller 75-årige Inger Gaarde.

Det frivillige arbejde gør hende glad. Hun giver noget til andre, men får så mangefold igen, som hun siger. Selvom hun også har fire børn og ni børnebørn lige i nærheden, så er Inger typen, der finder overskud til alle.

Positiv indflydelse

- Jeg har så svært ved at sidde stille. Desuden synes jeg, at Mariehaven og dermed Helge og Rie har så stor og positiv indflydelse på udviklingen af Ansager by, at det vil jeg gerne støtte med min frivillige arbejdskraft. Jeg nyder at være herude, understreger Inger, der både har været hjælper og gæst ved weekendens jubilæumsfester.

Som sædvanlig, når der er koncert, mødte Inger Gaarde ind fra morgenstunden sammen med de andre hjælpere. I dag kan hun desværre ikke blive til afslutningen, et vennepar fra Ølgod fejrer krondiamantbryllup.

- Det er ærgerligt at to så store begivenheder falder på samme dag. Jeg ville ellers gerne have hørt Hallur Joensen, han er én af mine favoritter, indrømmer hun, inden hun lige ordner et par småting på vejen ud. Hun kender en smutvej, for ved den store port og flere hundrede meter ned ad fortovet i Ansager er der kø. Dagens koncert er udsolgt. Cirka 1400 gæster glæder sig til at synge med på kendingsmelodien, hvor sangen får det til at kildre i maven og sjælen får sit brusebad …

Historik

24. maj 1999 åbnede Rie og Helge Engelbrecht Musik Galleriet i Ansager.

I 2003 købte parret naboejendommen med tanke om at skabe en have med koncerter, folkeliv og fællesskab.

Det blev til Mariehaven, der åbnede den 24. maj 2009.

Der er sommersang i Mariehaven den 10. juni, 30. juni og 11. august. Torsdag den 20. juni er der Lille Marie festival og fra den 29. august til 2. september er der Mariefestival.

Yderligere information på www.musikgalleriet.dk

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce