Annonce
Kolding

Inspiration: Her er 10 bud på din vej gennem Kulturnatten

Fredag aften går flere tusinde ud i Koldings gader. Og Kulturnattens program er så omfattende, at der med garanti vil være noget for enhver smag. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
Skal du til Kulturnat? Så er en ting helt sikkert: Det er du ikke ene om. Men hvad skal man vælge blandt de mange tilbud i byens gader? Her er et bud på en rute og på ti stoppesteder, der fører dig gennem Kulturnatten og kommer ud i hjørnerne af alt det, som det vildtvoksende program har at byde på.

Kulturnatten er et overflødighedshorn af oplevelser, og mange tusinder deltager i den årlige fest i byens gader.

En ting er sikkert: Du kan ikke opleve det hele. Her er truffet ti valg. Det kunne sagtens have været ti helt andre. Og så er det vigtigste endda ikke med: Mødet med alle de andre, der også er ude i byens gader fredag aften.

Annonce

Kl. 16: I gang med humør og swing

Onkel Reje har før åbnet Kulturnatten i Kolding. Arkivfoto: Ludvig Dittmann

Hvis du vil opleve den officielle åbning af Kulturnatten, er det i Nicolai-gården, det foregår.

Og du kan snildt nå at få hele borgmesterens tale med - og endda et glimt af Onkel Reje, som følger lige efter - men så er det ellers afsted til Låsbybanke få meter derfra, hvor Husted Dans i tre kvarter byder op til "vild med dans" foran Café Razz.

Så er Kulturnatten i gang i højt humør og med det rette swing.

Kl. 17: Flammer og brag på biblioteket

Man bliver aldrig for gammel til et kemishow. Biblioteket har desuden et stort program med fokus på rumrejser og universet. Arkivfoto: Henrik Kastenskov

Om du har børn med eller ej, så er kemishow bare en sjov oplevelse, man aldrig bliver for gammel til. På biblioteket viser studerende fra Aalborg Universitet, hvad der sker, når man giver den gas med reagensglas og kemiske reaktioner.

Hvis du ikke når forbi nu, er der mulighed for revanche igen kl. 18, men så skrider denne tidsplan selvfølgelig en smule.

Kl. 17.45: Jeg vil bo på Mars

De fleste nøjes med at kigge mod stjernerne, men på biblioteket kan man møde én, der er klar til at bo på Mars. Arkivfoto: Mads Hansen

I anledning af bibliotekets astrofysiske tema, som også glider ind i næste uges festuge, kan man møde Christian Ohlendorff Knudsen, der har en ganske unik drøm.

Han er IT-specialist og en af de sidste hundrede kandidater til det privatfinansierede projekt Mars One. Hvis han bliver valgt til en af pladserne på turen, vil det indebære en seks måneders rejse i rumkapsel til Mars – uden returbillet.

Frem til kl. 18.30 svarer Christian på dine spørgsmål ved Informationen på Kolding Bibliotek.

Kl. 18.15: Så er det ind i boblen

Biblioteksparken er et hit på Kulturnatten. En af de sjove oplevelser, der venter, er kæmpeboblen Diodon. Pressefoto udlånt af Kolding Kommune

Når du har fået svar på dine Mars-spørgsmål, så kan du fundere lidt over kosmos indenfor i Diodon, som er en særpræget orange boble af en slags, der har pustet sig op i den midlertidige park lige udenfor biblioteket. Her kan du puste ud til afslappende livemusik.

Diodon er skabt af et kreativt laboratorie i Spanien, der arbejder med at flytte grænserne for, hvad der kan ske i et byrum.

Hvis du ikke når forbi Diodon på Kulturnatten, har du chancen i løbet af næste uges festuge.

Kl. 19: Byens største malebog

Borgerhaven i Helligkorsgade er en af Kulturnattens skønneste oaser. Arkivfoto: Ludvig Dittmann

Så er det tid til lidt af den kunst, Kulturnatten også handler om. Og i Borgerhuset i Helligkorsgade kan man opleve selve kunstens mirakel.

Det er i hvert fald udgangspunktet for udstillingen "Wunder", som man sagtens kan nå at opleve, før man smutter rundt om hjørnet og ind i Borgerhaven, der altid er en oase på Kulturnatten. I år kan man hjælpe med at udfylde Koldings største malebog.

I samme tidsrum kunne et alternativ være Den Spanske Trappe, hvor Trapholt i år udfordrer sanserne som en form for optakt til museets kommende udstilling "Sense me".

Kl. 20: Dem må man da se

Kif Kif Sister optræder over hele verden med deres show, nu kommer til til Kolding i anledning af Trekantområdets Festuge, der begynder på Kulturnatten. Pressefoto: N/A

Når nogen kalder sig Kif Kif Sisters, så er der nærmest ingen vej udenom her i Kolding: Dem må vi bare se.

Der er tale om to enæggede tvillinger fra Canada, som på akrobatisk vis kæmper med lyserøde ballonmonstre. Kvinderne rejser over hele verden med deres show.

De optræder i den nordlige del af Nicolai Plads fra kl. 20, og på vej dertil kan man sagtens nå at hilse på de lokale foreninger, som er placeret i den sydlige ende af pladsen. Måske er der endda en drop in-vielse i gang i Nicolai Kirke.

Kl. 20.50: Jazz i banken

Sådan ser gaderne ud på Kulturnatten. Så er det jo fristende at smutte indenfor i Jydske Bank, hvor der er afslappende jazz-lounge fra klokken 18 til 22. Arkivfoto: Maria Tuxen Hedegaard

Festivalen Jazz i Trekanten letter fredag aften og fortsætter den kommende uge. I år er jazzen tilmed rykket ind på Akseltorv i hjertet af Kulturnatten. Afslutningskoncerten er med Blast, der spiller fra 22.45 og frem til midnat.

Et af de mere særprægede tilbud er den intime jazz-lounge, der er indrettet i Jyske Bank i Jernbanegade. Det må opleves her midt på aftenen, og så kan benene lige få lov at hvile sig.

Kl. 21.30: Kæmpe drama på Kulturnatten

"Amor" er internationalt gadeteater i særklasse. Og det kan opleves på Banegårdspladsen, når mørket er ved at falde på. Pressefoto: J.C. Chaudy

Dette er en forestilling i flammer - bogstavelig talt! Og den foregår lige midt på Banegårdspladsen. Efter mange års ægteskab står en kvinde og en mand nu i en flammende arena antændt af alt det, der med tiden har gået dem på nerverne: Madlavning, tøjvask, støvsugning og andre hverdagsting er centrum for en legende, vild og voldsom duel mellem to mennesker, der elsker hinanden - til døden.

Det er det franske kompagni Bilbobasso, som er på besøg under Kolding Kulturnat.

Kl. 22: Temperaturen stiger i Mungo Park

Igen i år er der burlesque-show på Mungo Park Kolding. Man kan blot komme og gå, som man vil. Arkivfoto: Jacob Schultz

Efter det franske drama på Banegårdspladsen er der afslapning i baren hos Mungo Park Kolding, hvor man holder fast i traditionen og byder på pikant burlesque-show.

Danserne har ikke så meget tøj på, så det er en smule frækt, men ikke så meget, at man spilder sin drink undervejs.

Kl. 22.45: Ud i natten med Tom

Tom Andkjær står for musikken, AL Passagen klarer stemningen, når Kulturnatten fortsætter ud i de mørke timer. Arkivfoto: H.C. Gabelgaard

AL Passagen har program fra klokken 15, hvor Tom Donovan lægger ud. Efter 22 er mørket faldet på, så nu er det en anden Tom, der spiller op.

DJ Tom Ankjær har hørebøfferne klar og sender sprøde rytmer ud over den hyggelige - og som regel godt fyldte - AL Passage, som altid vil være et sikkert valg på en Kulturnat.

Godnat og sov godt, når du engang kommer hjem!

Kolding Kulturnat

Den officielle åbning foregår kl. 16 ved borgmester Jørn Pedersen i Nicolai Kultur.

Disse gader er afspærret på grund af Kulturnatten: Kl. 08-02: Hyrdestræde og Låsbybanke P-plads, kl. 13-24: Jernbanegade, kl. 13-24: Slotsallé, kl. 13-02: Låsbygade ved ensretningen, kl. 13-02: Bredgade ved Borchs Gård samt kl. 13-02: Blæsbjerggade ved Skolegade.

Busserne kører som de plejer, bortset fra linje 3, der ikke stopper ved Banegården, men kører via Fredericiagade til busterminalen.

På kolding.dk/kultur kan du downloade programmet som pdf og finde yderligere info om Kolding Kulturnat 2019.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Arriva var skiftet ud med veterantog

Kommentar For abonnenter

Når de yngste skoleelever må vente urimeligt længe på bussen

Det skulle være så godt alt sammen, da den tidligere regering tilbage i begyndelsen af året foretog en justering på folkeskoleområdet sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre. Justeringen handlede blandt andet om at gøre skoledagen kortere for eleverne i indskolingen – altså på klassetrinene 0. – 3.-klasse. Med aftalen blev partierne på Borgen enige om at skære to timer og et kvarter af skoleugen for eleverne, der er i alderen fra seks til ni år. Med den kortere skoleuge blev der skabt mere frihed og også større faglighed. Lød det fra politikerne. For nogle elever rundt på en del af Vejen Kommunes folkeskoler er det dog så som så med de gode intentioner. I hvert fald halter det noget, når det gælder friheden, som vi beskriver på forsiden af denne sektion. Virkeligheden på mange skoler er blevet en helt anden. For det kan godt være, at flere af skoledagene er blevet kortere. Men det er i hvert fald ikke ensbetydende med, at eleverne så også kan nyde friheden – slet ikke hjemme. Et sted mellem 40 og 70 skoleelever rundt i kommunen kan nemlig slet ikke komme hjem, når det ringer ud ved 13.15-tiden. De må i stedet vente helt op til en time på, at bussen ruller op foran deres skole. Og med en vis transporttid er nogle af eleverne klar til at stille skoletasken hjemme i privaten lidt før klokken 15 – altså en time og tre kvarter senere. - Det synes jeg ikke, at vi kan være bekendt. Jeg mener, at busafgangene bør tilpasses skolens ringetider, lød det fra det socialdemokratiske byrådsmedlem, Elin Winther, på byrådsmødet tidligere på ugen. Og S-politikeren har en pointe. Rigtig mange politikere fik via de nyinstallerede mikrofoner i den nye byrådssal tildelt ordet. Og selv om der var forståelse for problematikken med ventetiden, så besluttede et stort flertal, at der ikke bliver ændret på forholdene. Dels fordi det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at ændre på bustiderne, og dels fordi det vil koste Vejen Kommune omkring 900.000 kroner årligt at tilpasse busserne de ringetider, som der er på de pågældende skoler. Flertallet har talt. Og sådan er demokratiets spilleregler. Men det rokker ikke ved, at Udvalget for skoler og børn med rimelighed godt kan kigge på problematikken engang til. Altså en ommer. Er der da virkelig ingen mulighed for at foretage et eller andet indgreb, der kan løse op for den urimelighed, som disse skoleelever oplever? Indrømmet; Nu er det ikke sådan, at de oplagte svar bare blæser i vinden. Men ventetiden synes altså at være for lang for disse seks til niårige. Intentionerne i justeringerne på folkeskoleområdet var i hvert fald en ganske anden. GOD 3. SØNDAG i advent

Erhverv

Erhvervsforening efterlyser svar om havnens fremtid: Usikkerhed er gift for virksomheder og investorer

Annonce