Annonce
Erhverv

Interessen for at bygge eget sommerhus er fortsat rekordstor

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
På bare fem måneder har salget af sommerhusgrunde nået samme niveau som i hele 2018, oplyser Boligsiden.
Annonce

Danskerne har for alvor fået øjnene op for at bygge eget sommerhus.

I august og september har salget af sommerhusgrunde været det højeste, i de ti år Boligsiden har ført statistik med området.

Boligsiden er ejet af ejendomsmæglerne og får igennem dem informationer om udviklingen på boligmarkedet.

Ifølge Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden, registrerede man allerede tidligere i år en stor stigning i salget af sommerhusgrunde.

Dengang skete det til stor overraskelse for hende og kollegerne.

- Vi koblede det hurtigt sammen med det høje sommerhussalg og et generelt fald i udbuddet.

- Nu ser vi så, at salget af sommerhusgrunde er fortsat med at stige i sensommeren.

- Det kan ikke længere overraske os, men det er fortsat en bemærkelsesværdig udvikling, siger Birgit Daetz i en pressemeddelelse.

I august og september er der henholdsvis solgt 140 og 130 sommerhusgrunde. Dermed er der siden maj blevet solgt i alt 627 grunde.

De 627 solgte grunde er en stigning på 88 procent i forhold til de samme fem måneder sidste år.

Derudover er det lige så mange, som der blev solgt i hele 2018.

Den store interesse for at bygge eget sommerhus kan ifølge Birgit Daetz hænge sammen med, at i takt med at udbuddet af færdige sommerhuse er faldet, så er køberne begyndt at tænke alternativt.

- Flere køber helårshuse og bruger sommerhuse ved hjælp af flexboligordningen.

- Vi har også set, at nogle købere slækker på deres krav til beliggenhed, og det har styrket salget i nogle af de sommerhusområder, vi ikke så tit hører om.

- Og så ser vi altså et sandt boom i antallet af købere, der vil bygge sommerhus selv, siger Birgit Daetz.

Geografisk set har alle fem regioner oplevet en stigning i antallet af solgte sommerhusgrunde.

Ses der på udviklingen fra maj til september i år i forhold til sidste år, er salget mere end fordoblet i tre ud af fem regioner.

Det drejer sig om Region Nordjylland, Region Sjælland og Region Syddanmark.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Politiet efterlyser 30-årig kvinde

EM I HÅNDBOLD For abonnenter

Det nye omdrejningspunkt: Vejen ind i varmen har været lang, træls og bumlet

Annonce