Annonce
Sport

Intern forstærkning på vej til EfB's offensiv

Han har sandt for dyden ikke været ret målfarlig i sin tid i EfB, men Emmanuel Oti Essigba er ikke desto mindre et alternativ til den offensiv, der har så svært ved at skabe chancer. Foto: Benny F. Nielsen.

Emmanuel Oti Essigba er tilbage på træningsbanen i næste uge. Adnane Tighadouini trænede lørdag og ligner en mand, der er i spil til kampen mod Brøndby.

Først var han inde, så var han ude, og nu er han så inde igen.

Emmanuel Oti Essigba er fortsat EfB-spiller og vil være det mindst et halvt år endnu.

Den hurtige ghaneser har af forskellige årsager ikke spillet en rolle i forberedelserne til forårssæsonen, og rygterne er løbet om både disciplinære problemer, degradering til U19-holdet og egne ønsker om at komme væk.

Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen sætter disse ord på en ret kaotisk januar for Emmanuel Oti Essigba:

- Der har som sådan ikke været disciplinære problemer med Oti, men rygterne kan hænge sammen med, at han udeblev fra en træning, fordi han havde nogle problemer med at få nøglen til sin lejlighed. Vi forklarede ham selvfølgelig, at den slags ikke går, men mere er der ikke i det.

- Vi har så hørt, at han blev degraderet til U19-holdet allerede inden træningslejren - passer det?

- Det passer ikke. Det er rigtigt, at han har trænet med U19-holdet, men det gjorde han, fordi han havde ytret ønske om at komme væk, og han derfor ikke skulle med på træningslejren. Så det var kun, mens vi var i Tyrkiet, at han trænede med U19-holdet, forklarer Jimmi Nagel Jacobsen, der lige som Oti selv må konstatere, at de ellers lovende muligheder, der var for at komme til en anden klub, nu ikke længere er til stede, og at han derfor indgår i EfB's planer for foråret.

- Nu skal vi have gang i ham igen og forklaret ham, at han også gør sig selv en tjeneste ved at vise sig godt frem her i foråret. Han er med på træningsbanen i næste uge, siger Jimmi Nagel Jacobsen.

Annonce

Tighadouini træner

Der var Adnane Tighadouini allerede lørdag.

Mens de 11 startere fra kampen mod AGF nøjedes med en løbetur og lidt styrketræning, og truppens unge forberedte sig til en træningskamp i Ringkøbing, var blandt andre den marokkanske kantspiller på træningsbanen sammen med en håndfuld andre. Tighadouini deltog i træningen på lige fod med de øvrige, og han lignede en mand, der er kommet sig over den forstrækning, han fik i den første træningskamp i Tyrkiet for et par uger siden. Det indtryk bekræfter sportschefen.

- Jeg er ret sikker på, at han er klar til Brøndby-kampen. Han kunne måske også have spillet i Aarhus, men vi tog ingen chancer med ham på grund af den tunge bane deroppe, forklarer Jimmi Nagel Jacobsen, der lige som alle os andre ikke var synderligt imponeret over EfB's offensiv fredag aften. Det får ham imidlertid ikke til at vakle i troen på den nuværende trup.

- Den tidligere Lyngby-spiller David Boysen er transferfri og kunne måske godt forstærke jeres offensiv?

- Han er ikke noget tema for os, fastslår Jimmi Nagel Jacobsen.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce