Annonce
Danmark

Intet lokaldemokrati uden lokale medier

Annonce

Debat: Den største del af vores liv består af hverdage. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, hvad vi fylder i dem, og derfor er det også vigtigt, at vi har medier, som tager hverdagen alvorligt.

Det gør de regionale og lokale medier netop. Det er dem, der bringer historierne om vores hverdag.

Det er ikke i Viborg Folkeblad eller Vejle Amts Folkeblad, man læser om de seneste spin-krige og politiske tovtrækkerier på Christiansborg. Eller hører de politiske kommentatorer udlægge, hvad politikerne nu mente med dette og hint.

De lokale og regionale medier har meget vigtigere ting at skrive om – nemlig de problemstillinger, der fylder noget i almindelige menneskers hverdag.

Et godt eksempel på, hvad de lokale medier betyder, ser vi lige nu: De lokale medier har spillet og spiller stadig en vigtig rolle i forhold til at bringe livsvigtig information om, hvordan vi som borgere skal forholde os til corona-pandemien.

Joy Mogensen

Danmark er et decentralt styret land, så vi kan ikke have lokaldemokrati uden lokale medier. Hvis vi ikke har lokale medier, hvem skal så holde øje med kommunernes forvaltning af offentlige penge? Og hvem skal holde øje med de lokale virksomheders ageren i lokalmiljøet? Det lokale demokrati har brug for de kritiske spørgsmål fra journalister, som kender det lokale stof.

Derfor er vi også nødt til at forholde os til, at lokale og regionale medier oplever en nedgang i annoncer og oplagstal. Besparelser har de seneste år været hverdag for lokale og regionale medier. Og udfordringerne er kun blevet flere og hårdere, i takt med corona-bølgen skyllede henover os. Det har gjort ondt, og det gør fortsat ondt mange steder.

Fra politisk side har vi gjort meget for at afbøde de værste konsekvenser. Vi har afsat over 230 mio. kr. i hjælpepakkerne til medierne. Jeg ved godt, at det ikke løser alle problemer – og slet ikke på den lange bane. Når de regionale og lokale medier er så presset økonomisk, skyldes det ikke mindst, at de udenlandske techgiganter i stigende grad også støvsuger de lokale markeder for annoncekroner.

Den udvikling skal vi have vendt. Vi har været for blinde og naive i for lang tid og ladet techgiganterne rage til sig på fælleskabets bekostning. I USA har denne tendens skabt nyhedsørkener – store områder af landet tømt for lokale medier. Der er vi ikke endnu i Danmark. Men hvis vi ikke gør noget, kan det meget vel være dér, vi ender.

Derfor gør denne regeringen også noget. Opgøret bliver et langt sejt træk. Det er ikke noget, vi bare kan klare i en dansk medieaftale. Men vi lukker ikke bare øjnene og håber, at problemet går væk af sig selv, for det gør det ikke.

Jeg kan endnu ikke løfte sløret for alle elementerne i medieudspillet. Men målet er klart: Hele Danmark skal fortsat have en lokalt forankret kritisk og medieoplyst offentlighed.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Frank Jensen: - Man kan opfatte, at min glæde bliver for overvældende

Annonce