Annonce
Udland

Irakiske styrker stormer demonstranters lejr - fire dræbt

Thaier Al-Sudani/Reuters
Politi og demonstranter støder sammen i Bagdad, hvor demonstranterne har slået lejr i de seneste måneder.

Fire irakiske demonstranter er dræbt i sammenstød med politiet i hovedstaden Bagdad og i den sydlige by Nassiriya lørdag.

Det oplyser sikkerhedskilder og læger.

Irakiske sikkerhedsstyrker stormede Tahrir-pladsen i Bagdad, hvor demonstranterne har slået lejr. Også i flere byer i det sydlige Irak er politiet rykket ind med tåregas og skud for at få demonstranterne ud.

Det sker få timer efter, at den magtfulde shiamuslimsk leder Moqtada al-Sadr havde meddelt, at han ikke længere er involveret i protesterne mod regeringen.

Moqtada al-Sadr har millioner af tilhængere i Bagdad og i det sydlige Irak.

Sadrs tilhængere, som har været en betydelig kraft i protesterne mod regeringen og har beskyttet demonstranter mod angreb fra sikkerhedsstyrkerne, begyndte at trække sig fra demonstranternes lejre lørdag morgen.

Derpå kom det til sammenstød, da politiet rykkede ind og begyndte at fjerne barrierer på Tahrir-pladsen, hvor demonstranterne har slået lejr i de seneste måneder.

I den forgangne uge er mindst 12 mennesker blevet dræbt i forbindelse med protester flere steder i Irak.

Demonstranterne beskylder premierminister Adel Abdul Mahdi for at være løbet fra sit løfte om at udpege en ny regering, som irakerne vil kunne acceptere.

Irak har været præget af omfattende protester siden 1. oktober, hvor et stort antal irakere gik på gaden med krav om ændringer i regeringssystemet.

Siden da er over 600 demonstranter blevet dræbt, viser en opgørelse fra Amnesty International.

Demonstranterne mener, at hele systemet er grundlæggende korrupt, og at det er medvirkende til, at mange irakere lever i fattigdom i det olierige land.

Fredag opfordrede den magtfulde irakiske shiamuslimske leder storayatollah Ali al-Sistani de politiske partier i Bagdad til at danne en ny regering hurtigst muligt.

Samtidig demonstrerede tusindvis af mennesker fredag mod USA på opfordring fra Moqtada al-Sadr, der leder en af de vigtigste grupperinger i Iraks nationalforsamling.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce