Annonce
Udland

Iran beriger uran igen og stopper atominspektør

Ho/Ritzau Scanpix
Iran siger, at atominspektør fra IAEA udløste en alarm og måske havde "et mistænkeligt produkt" på sig.

Iran begyndte torsdag berigelse af uran i det underjordiske Fordow-atomanlæg syd for Teheran.

Samtidig oplyste Teheran, at det kortvarigt har tilbageholdt en inspektør fra Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA).

Episoden, som kan være chikane, menes at være den første af denne art siden 2015.

Her indgik Iran en international aftale om begrænsninger af landets atomaktiviteter.

Iran siger, at det ophævede akkrediteringer til den pågældende inspektør, fordi hun udløste en alarm i sidste uge og måske havde "et mistænkeligt produkt" på sig.

Ifølge atomaftalen skal inspektører fra IAEA have mulighed for kontinuerligt at overvåge landets atomfaciliteter.

Episoden vækker særlig stor opsigt, fordi Iran samtidig er begyndt at berige uran i strid med den indgåede atomaftale med stormagterne.

Tidligere på ugen meddelte den iranske præsident, Hassan Rouhani, at der var ved at blive påfyldt urangas i centrifugerne.

De iranske skridt har ført til mange bekymrede reaktioner fra de lande, som stadig er med i den trængte atomaftale med Iran.

Urangas i centrifugerne indebærer, at atomanlægget er blevet ændret fra at være et tilladt forskningscenter til at være et aktivt atomanlæg.

1044 centrifuger på stedet vil nu igen blive anvendt til berigelse af uran, efter at de har produceret blandt andet isotoper til civile formål.

Rouhani sagde tirsdag, at Iran vil respektere atomaftalen igen, når stormagterne lever op til den.

- Alle de fire skridt, som Iran har taget væk fra deres forpligtelser i henhold til atomaftalen, kan trækkes tilbage. Iran vil leve op til dets forpligtelser i aftalen, når de tilbageværende parter i aftalen gør det samme, sagde han.

Suspenderingen af al berigelse af uran på Fordow-anlægget var en af de restriktioner, som Iran blev pålagt i aftalen. Til gengæld blev en række økonomiske sanktioner mod iranerne hævet.

Fordow-anlægget ligger i bjergene nær den shiamuslimske by Qom. Iran vil i første omgang fylde gas i centrifugerne på anlægget.

USA trak sig ud aftalen i maj sidste år og genindførte mange af de ellers ophævede sanktioner, hvilket har fået iranerne til gradvist at lægge afstand til aftalen.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Ny friskole er på vej i det vestjyske

Leder For abonnenter

Sørgelig sag fik det rette udfald

Sagen er helt igennem sørgelig. Men det kunne ikke være anderledes. Naturligvis måtte den danske stat ikke lade et lille barn gå til grunde i en lejr i Syrien, efter såvel barnets somalisk-danske mor som faren tilsyneladende er blevet dræbt. Derfor er den 11 måneder gamle dreng nu blevet hentet til Danmark, hvor han forhåbentlig får en god fremtid sammen med sine slægtninge. Både drengens mor og far har haft tilknytning til Islamisk Stat. Sagen er den bedst tænkelige illustration af det idioti, disse fanatikere er besat af. Deltagelse i terror er i sig selv utilgivelig. Men det er komplet ubegribeligt, at forældre også er parate til at ofre deres eget barn for en tåbelig sag. Netop dette er jo konsekvensen af at medbringe børn eller sætte dem i verden i det helvede, Islamisk Stat lykkeligvis kun for en kort periode kunne etablere i Mellemøsten. Vi skal i sådanne sager være humane, men med kraftige forbehold. For den danske stat er der uanset farven på de pågældendes pas ingen grund til at gøre sig synderlige anstrengelser for at hente andre IS-terrorister til landet. Det gælder også for de pågældendes børn, med mindre ganske særlige forhold gør sig gældende. Det var tilfældet for den lille dreng samt i en tidligere sag, hvor en hårdt kvæstet 13-årig dreng i juni blev evakueret fra en interneringslejr. Alternativet havde formentlig i begge tilfælde været børnenes død. Det må vi ikke medvirke til. Dansk Folkeparti lufter mistanken om, at det reelt ikke er muligt at kontrollere, hvorvidt den lille drengs forældre faktisk er afgået ved døden. I lyset af de kaotiske forhold i Syrien er denne skepsis begrundet. Men skulle for eksempel moren senere vise sig at være i live, bør det på ingen måde berettige hende til en fribillet retur til Danmark. Flere medier har bragt historier om tidligere IS-terrorister, der angiveligt bittert har fortrudt og nu vil retur til Danmark. Til dem er beskeden: Alle valg i livet har konsekvenser, og I er ikke velkomne.

Annonce