Annonce
Udland

Iran har ny stigning i antal coronasmittede - knap 3000 på en dag

Stringer/Ritzau Scanpix
Coronaudbruddet er langt fra overstået, og når som helst kan vi få endnu en farlig top, siger iransk minister.
Annonce

Iran melder mandag om 2979 nye tilfælde af coronasmitte inden for et døgn.

Det er det højeste antal nye smittetilfælde, der er registreret på en enkelt dag i de seneste to måneder i landet.

81 mennesker, der var smittet med coronavirus, er døde i Iran i det seneste døgn, meddeler Irans sundhedsmyndigheder. Dagen inden var der 63 døde.

Den iranske sundhedsminister advarer om "endnu en farlig top", der kan være på vej.

- Folk lader til at tro, at coronavirusset er overstået, og nogle myndigheder mener også, at alt er tilbage ved det normale, siger ministeren, Saeed Namaki.

- Ikke alene er coronavirusset langt fra overstået, men når som helst kan vi opleve endnu en farlig top, siger han i et interview på iransk tv.

Namaki tilføjer, at halvdelen af de 81 døde, der er registreret i det seneste døgn, kommer fra tre provinser. Men han sætter ikke navn på, hvilke tre provinser det drejer sig om.

- Hvis dette fortsætter, kan vi komme op på et trecifret dødstal igen, advarer han.

I forvejen er provinserne Kermanshah, Hormozgan, Sistan og Baluchistan hårdest ramt af stigningen i antallet af smittede, viser tal fra sundhedsministeriet.

Iran meldte 2. maj om det hidtil laveste antal smittede, siden udbruddet begyndte i februar. Men siden er antallet af smittede og døde steget igen.

Iran er det land i Mellemøsten og den omkringliggende region, der er hårdest ramt af coronaudbruddet.

Landet har nu over 154.000 bekræftede tilfælde af smitte. 7797 mennesker, der var smittet med coronavirus, er døde i Iran, viser en opgørelse fra Johns Hopkins University.

Både iranske og udenlandske eksperter har imidlertid udtrykt tvivl om de officielle tal. De mener, at det reelle dødstal er højere.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce