x
Annonce
Sport

Iran raser over judokarantæne: Åbenlyst forræderi

Charly Triballeau/Ritzau Scanpix
Irans udelukkelse fra international judo er baseret på en falsk anklage fra én udøver, siger iransk judochef.

Irans Judoforbund afviser blankt de anklager, der tirsdag førte til, at iranske udøvere foreløbig er udelukket fra internationale stævner.

Det Internationale Judoforbund (IJF) finder det bevist, at iranske judokæmpere er blevet beordret af deres eget forbund til at tabe med vilje for at undgå at skulle kæmpe imod israelere.

Det har medført, at iranerne ni måneder før OL er blevet spærret på ubestemt tid.

Men det er ifølge lederen af det iranske forbund, Arash Miresmaeili, "grusomt og åbenlyst forræderi".

- Det internationale forbund burde ikke træffe sådan en foranstaltning mod judosporten i Iran udelukkende baseret på en falsk påstand fra én atlet, siger Miresmaeili ifølge nyhedsbureauet AFP.

Afgørelsen er baseret på udsagn fra den iranske judokæmper Saeid Mollaei, der hævder, at han blev beordret til at lade sig tabe i VM-semifinalen i klassen op til 81 kilo tidligere på året.

Ordren skulle ifølge Mollaei være kommet fra Irans Judoforbund og landets olympiske komité.

Det fik i første omgang IJF til at udstede en midlertidig udelukkelse, mens sagen blev undersøgt. Tirsdag blev iranerne udelukket fra alle internationale konkurrencer på ubestemt tid.

Udelukkelsen står ved magt, indtil "Irans Judoforbund udsteder stærke garantier for, at man vil respektere IJF-reglerne og acceptere, at forbundets atleter kæmper mod israelere".

Iran anerkender ikke Israel, og landets sportsudøvere afholder sig ofte fra at kæmpe mod israelere.

Landets nuværende judochef, Arash Miresmaeili, mødte selv overvægtig op til en kamp mod en israelsk modstander ved OL i 2004 og blev derfor diskvalificeret.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce