Annonce
Esbjerg

Iskiosken vender tilbage til Sædding Strandvej

I perioden den 11. juni til den 28. juni vil Din Forsyning forny kloakken under Sædding Strandvej ud for Fyrvej. Mens det står på, vil Fyrvej blive spærret af ned mod Strandvejen. Det er dog fortsat muligt at nå frem til den ny iskiosk via en omkørsel ad Lyngvej og Jerrildsvej. Foto: Dorthe Lodberg
Bedst som sommerferien banker på døren, er en ny iskiosk dukket op i Esbjerg. Kiosken åbner officielt mandag på Sædding Strandvej 85.

Esbjerg: Sædding Strandvej fået sin gamle iskiosk tilbage. Forretningen har fået ny ejer, og under navnet Malibu Is er de klar til første officielle åbningsdag mandag.

Kiosken åbner i nummer 85 nær hjørnet ved Fyrvej, og kommer dermed til at dele lokale med InFocus, der har indrettet et fotostudie og en møbeludstilling på adressen.

- Vi har fået et hjørne af lokalet, og der er heldigvis kvadratmeter nok til begge forretninger, fortæller den nyslåede kioskejer Ali Kamal Zamzam.

Iskiosken vil være åben i sommermånederne i en cyklus fra maj til og med august. Åbningstiderne er hverdage fra klokken 13.00 til 19.00 og i weekender fra klokken 11.00 til 20.00. Ejeren oplyser dog, at han forventer at åbningstiderne udvides, så snart sæsonen for sol og is for alvor sætter ind. Han henviser til iskioskens Facebookside af samme navn for opdatering og flere informationer.

Selv om forretningen ikke officielt er åbnet endnu, er de blevet taget godt imod, beretter ejeren.

- Vi har holdt kiosken åben i et par testdage forud for den officielle åbning, og vi er blevet taget rigtig godt imod af især nabolagets ældre beboere. De virker begejstrede for igen at have sted i lokalområdet, hvor de kan søge hen for at få en forfriskning, siger Ali Kamal Zamzam.

Annonce
Vi kommer til at servere is – præcis som vi kender dem i store gammeldags vafler. Vi forsøger dog også at skille os lidt ud ved at have et udvalg af færdiglavede is klar i køledisken. Vi laver for eksempel en bananasplit-version med vaniljeis og frisk banan.

Ali Kamal Zamzam, ejer af Malibu Is

Frisko is og bananasplit

Is-glade esbjergensere og turister kan se frem til et bredt sortiment af flødeis fra Frisko.

- Vi kommer til at servere is – præcis som vi kender dem i store gammeldags vafler. Vi forsøger dog også at skille os lidt ud ved at have et udvalg af andre former is-desserter som for eksempelvis bananasplit. Inden længe kommer vi også til at kunne servere "bubble waffles". Det er en sød dessert, der lige nu hitter i flere andre storbyer, fortæller Ali Kamal Zamzam, der på sigt planlægger at udvide sortimentet yderligere med kaffe og kage.

Ali Kamal Zamzam er i forvejen selvstændig med virksomheden Trust trappe- og vinduesvask, og forventer derfor heller ikke at kunne leve af den sæsonåbne iskiosk.

- Den danske sommer er en svær størrelse, men vi håber og tror på, at vi kan få banket en god og stabil forretning op at køre i sommermånederne, så esbjergenserne igen kan købe is ved stranden i Sædding, siger han.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce